Pludselig er den der bare, nattefrosten. Man kan se hvordan den lige har kysset de mest udsatte sød kartoffelblade. Det betyder høsten af de sidste knolde ikke kan udsættes længere. Jeg har gravet dem op i dag og derfor er det også tid til at gøre lidt status over resultatet.

Frostskade på sød kartoffel blade

Carolina Ruby gav 1,5 kg i dag og der er høstet 300g tidligere, så 1,8 kg. Knoldene er ikke så store, men velformede og bestemt anvendelige.

Carolina Ruby

Beauregard gav 1,7 kg i dag og tidligere 500 g, så 2,2 kg. Knoldene er vel omtrent samme størrelse som Carolina Ruby

Beauregard

Beauregard var den letteste at høste fordi knoldene altid sad tæt samlet omkring den oprindelige stikling som man kan se på fotoet her under.

Beauregard plante

Sidst men ikke mindst, T65 gav 5,5 kg i dag og tidligere et kg, så 6,5 kg i alt. Den er med andre ord en klar vinder på udbyttet. Som skrevet tidligere, så synes jeg også den smager godt. Den største ulempe ved sorten, synes jeg, er at den sætter nogle af knoldene meget dybt. To spadestik nede i jorden har jeg fundet mange af dem. Det giver lidt ekstra motion når de skal op, men det betyder desvære også at man lettere kommer til at beskadige knoldene. En brækket knold kan sagtens bruges og holder sig nogen tid, men de skal selvfølgelig bruges først.

T65

Det skal siges at vi tidligere har set større knolde på både Beauregard og Carolina Ruby, men da havde de også en lille plastiktunnel over dem den første måneds-tid. Det tyder på at de kræver et lille ekstra varme “skub” for at yde optimalt. Det hører også med til historien at de er blevet trynet lidt af den kraftigt voksende T65 som stod i den midterste række.

 

 

Beauregard søde kartofler

I sidste weekend høstede vi jo de første søde kartofler (se her). I dag blev det så tid til at grave en sort mere op, nemlig Beauregard. Sorten har så vidt jeg er orienteret været hovedsort i USA i en årrække, men udbyttet af denne var nu kun det halve af den T65 vi høstede i sidste uge. To planter er selvfølgelig for lidt at konkludere noget ud fra, men det følger nu trenden fra sidste år så det tyder lidt på at T65 passer bedre til vores klima. Vi får se når vi får gravet dem alle op. Den største knold var 145 g. Igen det halve af sidste uges T65, men jo absolut en anvendelig størrelse. Det ville jo være en stor gulerod.

Sødekartofler på vægten

Dagens høst på vægten. Godt 500 g fra en plante.

 

Beauregard er orange som de søde kartofler man træffer i handlen (som nok faktisk ofte er netop Beauregard). Her kan man se farve forskellen. Øverst er det Beauregard, så en almindelig bagekartoffel og nederst T65.

 

Sammenligning af sødekartoflerne

Beauregard, alm. bagekartoffel og T65

 

Smagsmæssigt er T65 sødere end Beauregard og jeg synes den har en desideret sukkeragtig tone i smagen. Om det er godt eller skidt kommer nok i virkeligheden mest an på hvad man serverer den sammen med. Om der er balance i tingene.

 

T65 sød kartoffel knolde

I går høstede vi de første søde kartofler. Jeg valgte at starte med en plante af sorten T65 for de blev størst sidste år. Nu er det godt nok ved at blive så køligt at man nok ikke skal forvente den store yderligere vækst, men jeg tænker at de godt kan trække lidt fra toppen og ned i knoldene de næste par uger.

Planten havde tre knolde på hver ca. 300 gram og en på ca. 100. På fotoet ses to af de store, som ikke blev spist samme aften. I alt var der 1035 g knolde på denne ene plante. Det synes jeg er meget tilfredsstilende og jo nok udtryk for at vejret har været med de varmekrævende vækster. Især den varme sensommer tror jeg har gavnet de søde kartofler.

Læs om de forskellige trin i dyrkningen af søde kartofler i de tidligere indlæg:

Gang i de søde kartofler

Tag stiklinger af søde kartofler til udplantning nu

Plantning af søde kartofler

 

T65 er lys i kødet. Rå er den lidt gullig, nærmest som almindelige kartofler, ved tilberedning bliver den lidt mere grålig ligesom ovnbagte jordskokker. Smagen er mere sød end de orange søde kartofler man typisk ser i handlen.

Sweet Painted Hill majs

Sidste år fik vi nogle rigtig flotte sukkermajs ved at vælge en moderne, tidligt modnende, F1 sort (se her). I år har vi vovet os ud på lidt dybere vand og skaffet os et par lidt mere specielle sorter. Den ene, “Sweet Painted Hill”, gav de første kolber for et par uger siden og har fortsat masser af umodne kolber. De er noget mindre end de moderne sorter, men egentlig en meget fin portionsstørrelse. Det mest bemærkelsesværdige er dog de smukke farver. Farverne er selvfølgelig flottest på de rå kolber, men de tåler nu også kogning ret godt.

Kogte Sweet Painted Hill

 

Det er forresten besynderligt hvordan nogle kerner er rent gule og andre helt eller delvist rødlige eller blå (marmorerede). Det tænkte den eminente genetiker Barbara McClintock i slutningen af 1940’erne. Hendes studier af majs som denne ledte hende til den konklusion at der måtte findes DNA elementer som flytter rundt i genomet og på den måde “tænder og slukker” det gen som danner farven. Det var en revolutionerende tanke, som mødte meget modstand i samtiden. I dag er disse “hoppende gener” eller transposons et velbeskrevet fænomen og McClintock blev hædret med Nobelprisen for sin opdagelse i 1983.

Vi sender hende en tanke over aftensmaden.

Engang var stikkelsbærret selvskrevet i enhver kolonihave eller frugthave på landet. I dag er stikkelsbær vist langt nede på listen når der anskaffes bærbuske og det er en skam, for der er en stor variation af stikkelsbærsorter som tilbyder forskellige smage, farver, sæson og formål. Vi har en del og jeg skal straks indrømme at der er gået lidt samlermani i det.

Her to af de gamle sorter. Den gule “Hönings früheste” stammer fra Tyskland og er fra omkring år 1900. Den var op gennem det 20’ende århundrede meget udbredt i private haver og anbefalet i de fleste havebøger. I dag kan den være vanskelig at opdrive. Vi fik den hjem fra Tyskland, men har siden hørt om en enkelt dansk planteskole som også har den (“De gamle sorter” v. Boi Jensen). Bærret er mildt og sødt og har den eksotiske, lidt kiwi-agtige, aroma man især oplever hos gule stikkelsbær. Et rigtigt godt bær at spise direkte fra busken. Det er en af de tidligste stikkelbærsorter. Vi har spist af den i ca. 3 uger og nu er det ved at være slut.

Den røde hedder “Whinham’s industry” og er endnu ældre. Den er fremavlet af mr. Robert Whinham i det nordlige England i 1835. Sorten fik stor udbredelse i hele Nordeuropa og var anerkendt for sin fine kvalitet. Tyskerne kender den som “Rote Triumphbeere”. Bærret er sødt med lidt mere syrlighed end Hönings früheste og en kompleks aroma der måske minder lidt om en meget koncentreret rød vindrue. Whinhams industry er også velegnet til marmelade mv.

For begge stikkelsbærsorter gælder at de er modtagelige over svampesygdommen “stikkelsbærdræber” som er en type meldug. Det er vel især derfor de er blevet fortrængt af nyere, resistente, sorter. Hos os er de heldigvis gået fri indtil videre selvom vi har smitten på andre buske. Stikkelsbærdræber er ikke så voldsom en sygdom som navnet antyder, men den ødelægger bærene og med tiden vel også busken hvis man ikke griber ind.

Blåfrugtet gedeblad, majbær eller honningbær. Der er lidt navneforvirring om bærbusken med det videnskabelige navn Lonicera caerulea. Vi plejer at kalde dem honningbær. Planten stammer fra det nordlige fjernøsten og dyrkningen af honningbær er et ret nyt fænomen. I Rusland og Japan har man dyrket den i et eller andet omfang siden det 19 århundrede, men det var først i 1990’erne at nogle pionerer begyndte at arbejde med planten i USA og Canada. Herfra bredte interessen sig også til Europa og i dag tilbyder de fleste planteskoler vel et par sorter af honningbær. Bærrets hovedattraktioner er et højt indhold af sunde anthocyaniner (de blå/lilla farvestoffer som også findes i blåbær, rødkål mv.), en smag som minder om blåbær og mindre krav til jordbunden end blåbær. Planten tåler ekstrem frost om vinteren og selv blomsterne kan tåle frost helt ned til -8°C. Dertil kommer at bærrene kan høstes tidligt, omtrent midt i jordbærsæsonen. Nogle skriver at de kan høstes i maj. Det er også rigtigt at de bliver blå allerede i maj, men de bliver nu sødere af sidde længere. I år har jeg ikke nået at høste dem før i dag. Det er ikke ideelt, men jeg må sige at de har holdt sig godt på busken.

Honningbær høstet i dag

Vi har tre sorter, Eisbär, Kalinka og Kamtschatica. De to første minder meget om hinanden, de har en opret vækst og meget tidlig blomstring og løvspring. Kamtschatica har en mere krybende vækst og har lidt senere blomstring og løvspring. Sidstnævnte trives bedst hos os, giver de fleste og største bær og har pænt løv længst. De to andre har en tendens til at blive lidt trætte at se på i løbet sommeren. Det er et kendt problem at nogle honningbærsorter stadig bærer præg af deres forfædres tilpasning til det sibiriske klima og derfor går i efterårs-mode alt for tidligt. Om det er det der gør sig gældende for to af vores planter ved jeg ikke med sikkerhed.

Fuglene er vilde med dem og derfor dækker vi dem med et net fra midt i maj og frem til høst. Det er derfor der rager nogle pinde op mellem buskene. De har holdt nettet fri af buskene.  Som sagt er dyrkningen af honningbær ret ny og derfor er der ikke så stort erfaringsgrundlag for hvordan den bedst dyrkes. Jeg har i hvert fald haft svært ved at finde god, evidensbaseret, information om dyrkningen af honningbær. Den er angiveligt ikke en surbundsplante som blåbær, men den har nu et højtliggende fint forgrenet rodsystem som minder meget om surbundsplanterne. Min fornemmelse er at de fortrækker en humusrig, lidt fugtig jord. Måske endda lidt til den sure side.Honningbærbuske

Honningbærbuske. Forrest tv Eisbär, bagerst tv Kalinka og th Kamtschatica.

Smagen minder en del om blåbær, mere intens synes jeg men også mere syrligt. Hvis man vil spise dem friske må man være forberedt på et bær som har lidt mere kant end blåbær. Tilberedt som f.eks. syltetøj smager de som en mellemting mellem blåbær, solbær og hyld. Det vælter frem med nye sorter i disse år og det skulle undre mig om ikke forædlerne gør sig store anstrengelser for at gøre honningbærene endnu sødere.

Et spændende bær som vi godt kunne tænke os at afprøve endnu flere sorter af.

Mieze Schindler jordbær

I dag har vi høstet de første Mieze Schindler jordbær. Det er en gammel jordbærsort som er forædlet af en Otto Schindler i Tyskland i 1920’erne og opkaldt efter hans kone. Det siger måske lidt om at Otto godt viste at han havde frembragt noget specielt. Sorten blev kendt i Tyskland for sin gode aroma og moderne kemisk analyse har da også fundet en god forklaring. Mieze Schindler indeholder aromastoffet methylanthranilate, som lidt forenklet er den væsentligste forskel på aromaen af jordbær og skovjordbær. Dvs. at Mieze Schindler har en aroma som leder tankerne hen på skovjordbær samtidig med at det er saftigt og sukkerholdigt som almindelige jordbær. Da det er en gammel sort er udbyttet ret beskedent og mest til at gå og snacke af, men nu hvor “hemmeligheden” er afsløret er der begyndt at komme nye sorter som også indeholder methylanthranilate.

Af andre specielle ting ved sorten skal nævnes formen, som er mere stump og bred end de moderne sorter. Hvis man trækker i det modne bær bliver blomsten siddende tilbage på planten. Det er smart hvis man straks skal bruge bærret, men det forringer selvfølgelig holdbarheden. Det er nok derfor man kun ser den egenskab hos de gamle sorter. Den breder sig lystigt med udløbere og kunne måske fungere som bunddækkeplante også.

Sidst, men ikke mindst, skal man være opmærksom på at sorten ikke er selvbestøvende. Man skal have en anden sort også. Bestøversorten skal helst være en remonterende eller middeltidlig sort for at sikre at de blomstrer samtidig. Hos os blomstrer den nogenlunde samtidig med Senga Sengana.

 

 

Bi i timianplænen

Timianplænen blomstrer mere og mere, men har vist ikke toppet endnu. I løbet af de sidste par dage har bierne for alvor indfundet sig. Der vel omkring 10 bier pr kvadratmeter når det går bedst, for smalbladet timian har mange små blomster så der der er meget at komme efter. Det er vist nok ene honningbier. I hvert fald ser humlebierne ikke ud til at være interesserede. De har så til gengæld travlt i vores brombær og boysenbær. Jeg har bemærket at timianplænens blomstring falder rigtig godt sammen med rapsens afblomstring og det er jo heldigt for mangel på blomster efter rapsen er et af de problemer bierne kæmper med. Det bliver spændende at se hvor længe plænen blomster, men mon ikke den holder indtil hvidkløveren kan overtager bespisningen af bierne? Jeg tror det.

Timianplænen

Timianplænen grundlovsdag

Sød kartoffel stiklinger

Efter seks dage i vand er der nu fine rødder på sød kartoffel stiklingerne. Havde der været koldt i vejret kunne de sagtens stå i vand en uge mere, men nu er det faktisk lunt så jeg har besluttet at plante dem ud. Man skal heller ikke vente for længe, for de skal jo have tre måneder med masser af varme for at vokse optimalt. Selvom de elsker sol og varme kan de godt blive “solskoldede” når de kommer inde fra den beskyttede vindueskarm. Jeg planter sidst på eftermiddagen for at give dem lidt tid til at tilpasse sig.

Beddet blev gravet sammen resten af køkkenhaven i april og tilført lidt sand som stammede fra udskiftning af sandet en sandkasse. Vi har nemlig en meget leret jord og sandet er godt til at løsne den. Siden har det fået gødning, NPK 12-5-14 (100 g/m²), for et par uger siden. Inden plantningen har jeg gravet beddet igennem igen med en greb og kultiveret det for at få så løs jord som muligt. Under plantningen bruger jeg et trædebrædt for at undgå at komprimere jorden. Det er også en enkel måde at få nogenlunde lige rækker uden at rode med snor. Amerikanerne planter med 30-45 cm afstand i rækken og 90 cm mellem rækkerne. Jeg bruger 25 cm i rækken og 60 cm mellem rækkerne for de vokser jo ikke helt så kraftigt her og ja, så er jeg nok også lidt nærig med pladsen. Jeg går endda lidt tættere på naboerne, som er majs til den ene side og sojabønner til den anden, for jeg tænker godt sød kartoflerne kan krybe lidt ind under dem uden at genere. Til selve plantningen bruger jeg en almindelig plantepind og stikker dybt, ca. 20 cm. Stiklingen sættes i og jorden trykkes godt til omkring den. Pas på der ikke bliver et hulrum omkring den nederste del af stiklingen.

 

Plantning af sød kartoffel.

Efter plantningen har jeg vandet godt og lagt lidt kompost ud mellem rækkerne.

Sød kartoffel bed

Sød kartoffel bed

Guldbasse larve

I forbindelse med at jeg har udbragt vores kompost er jeg stødt på rigtig mange af disse larver. De ligner jo gåsebillelarver som kan gøre en del skade i græsplænen, men det er det ikke for gåsebillelarver spiser levende rødder. Det finder de ikke finder i komposten. Det er derimod højest sandsynligt larver af grøn guldbasse som er en flot grøn bille. Larverne lever normalt af trøsket (nedbrudt) træ men tager sig også til takke med en kompostbunke. Den voksne bille spiser blomster af f.eks. skvalderkål, tidsel eller hyld. Den kan også finde på at spise en rose eller andet i haven, men det er yderst beskedne skader den udretter for billerne færdes alene.

Bringer man larverne ud med komposten bliver de en lækkerbisken for fuglene, men jeg vil nu foreslå at man tager nogle stykker fra og giver dem chancen for at føre slægten videre og bidrage til biodiversiten. De har brug for et sted hvor de kan gnaske løs i trøsket træ eller grov kompost uforstyrret i et par år. Det kan f.eks. være i en kvasbunke eller i en stor omvendt urtepotte med egnet materiale.

Guldbasser