Blåfrugtet gedeblad, majbær eller honningbær. Der er lidt navneforvirring om bærbusken med det videnskabelige navn Lonicera caerulea. Vi plejer at kalde dem honningbær. Planten stammer fra det nordlige fjernøsten og dyrkningen af honningbær er et ret nyt fænomen. I Rusland og Japan har man dyrket den i et eller andet omfang siden det 19 århundrede, men det var først i 1990’erne at nogle pionerer begyndte at arbejde med planten i USA og Canada. Herfra bredte interessen sig også til Europa og i dag tilbyder de fleste planteskoler vel et par sorter af honningbær. Bærrets hovedattraktioner er et højt indhold af sunde anthocyaniner (de blå/lilla farvestoffer som også findes i blåbær, rødkål mv.), en smag som minder om blåbær og mindre krav til jordbunden end blåbær. Planten tåler ekstrem frost om vinteren og selv blomsterne kan tåle frost helt ned til -8°C. Dertil kommer at bærrene kan høstes tidligt, omtrent midt i jordbærsæsonen. Nogle skriver at de kan høstes i maj. Det er også rigtigt at de bliver blå allerede i maj, men de bliver nu sødere af sidde længere. I år har jeg ikke nået at høste dem før i dag. Det er ikke ideelt, men jeg må sige at de har holdt sig godt på busken.

Honningbær høstet i dag

Vi har tre sorter, Eisbär, Kalinka og Kamtschatica. De to første minder meget om hinanden, de har en opret vækst og meget tidlig blomstring og løvspring. Kamtschatica har en mere krybende vækst og har lidt senere blomstring og løvspring. Sidstnævnte trives bedst hos os, giver de fleste og største bær og har pænt løv længst. De to andre har en tendens til at blive lidt trætte at se på i løbet sommeren. Det er et kendt problem at nogle honningbærsorter stadig bærer præg af deres forfædres tilpasning til det sibiriske klima og derfor går i efterårs-mode alt for tidligt. Om det er det der gør sig gældende for to af vores planter ved jeg ikke med sikkerhed.

Fuglene er vilde med dem og derfor dækker vi dem med et net fra midt i maj og frem til høst. Det er derfor der rager nogle pinde op mellem buskene. De har holdt nettet fri af buskene.  Som sagt er dyrkningen af honningbær ret ny og derfor er der ikke så stort erfaringsgrundlag for hvordan den bedst dyrkes. Jeg har i hvert fald haft svært ved at finde god, evidensbaseret, information om dyrkningen af honningbær. Den er angiveligt ikke en surbundsplante som blåbær, men den har nu et højtliggende fint forgrenet rodsystem som minder meget om surbundsplanterne. Min fornemmelse er at de fortrækker en humusrig, lidt fugtig jord. Måske endda lidt til den sure side.Honningbærbuske

Honningbærbuske. Forrest tv Eisbär, bagerst tv Kalinka og th Kamtschatica.

Smagen minder en del om blåbær, mere intens synes jeg men også mere syrligt. Hvis man vil spise dem friske må man være forberedt på et bær som har lidt mere kant end blåbær. Tilberedt som f.eks. syltetøj smager de som en mellemting mellem blåbær, solbær og hyld. Det vælter frem med nye sorter i disse år og det skulle undre mig om ikke forædlerne gør sig store anstrengelser for at gøre honningbærene endnu sødere.

Et spændende bær som vi godt kunne tænke os at afprøve endnu flere sorter af.

Mieze Schindler jordbær

I dag har vi høstet de første Mieze Schindler jordbær. Det er en gammel jordbærsort som er forædlet af en Otto Schindler i Tyskland i 1920’erne og opkaldt efter hans kone. Det siger måske lidt om at Otto godt viste at han havde frembragt noget specielt. Sorten blev kendt i Tyskland for sin gode aroma og moderne kemisk analyse har da også fundet en god forklaring. Mieze Schindler indeholder aromastoffet methylanthranilate, som lidt forenklet er den væsentligste forskel på aromaen af jordbær og skovjordbær. Dvs. at Mieze Schindler har en aroma som leder tankerne hen på skovjordbær samtidig med at det er saftigt og sukkerholdigt som almindelige jordbær. Da det er en gammel sort er udbyttet ret beskedent og mest til at gå og snacke af, men nu hvor “hemmeligheden” er afsløret er der begyndt at komme nye sorter som også indeholder methylanthranilate.

Af andre specielle ting ved sorten skal nævnes formen, som er mere stump og bred end de moderne sorter. Hvis man trækker i det modne bær bliver blomsten siddende tilbage på planten. Det er smart hvis man straks skal bruge bærret, men det forringer selvfølgelig holdbarheden. Det er nok derfor man kun ser den egenskab hos de gamle sorter. Den breder sig lystigt med udløbere og kunne måske fungere som bunddækkeplante også.

Sidst, men ikke mindst, skal man være opmærksom på at sorten ikke er selvbestøvende. Man skal have en anden sort også. Bestøversorten skal helst være en remonterende eller middeltidlig sort for at sikre at de blomstrer samtidig. Hos os blomstrer den nogenlunde samtidig med Senga Sengana.

 

 

DCA-Nationalt Center for Fødevarer og Jordbrug ved Aarhus Universitet har begået et vaskeægte stykke public service. Det drejer sig om “DCA rapport Nr. 148 Frugt og Bær- Gode sorter til haven”.
Rapporten giver det bedste samlede overblik over aktuelle haveegnede sorter af frugttræer og buske jeg har set til dato. Den kommer godt omkring forhold arterne og medtager f.eks. nye bekendtskaber som honningbær og havtorn. Alligevel er den let læseligt og overskuelig.
Tidligere kunne denne type rapporter være meget konservative. Man turde ikke rigtigt anbefale sorter man ikke havde mange års erfaringer med. Der må jeg sige at forfatterne er blevet lidt mere modige og det er positivt. Personligt ville jeg gerne høre mere om de forsøg som må ligge til grund for anbefalingerne, men jeg anerkender også at det ville gøre rapporten mere tung at læse. Det har man forståeligt nok ikke ønsket.

Rapporten kan hentes helt gratis (elektronisk) eller bestilles trykt for en beskeden sum her:

http://web.agrsci.dk/djfpublikation/index.asp?action=show&id=1294

I dag har vi plukket Jostabær eller Solstik som nogle kalder dem. Begge navne er afledt af solbær og stikkelsbær på hhv. tysk og dansk. Planten er nemlig en artshybrid mellem solbær, europæisk stikkelsbær og Oregon-stikkelsbær (Ribes divarcatum). Resultatet kan vist bedst beskrives som en solbærbusk på doping. Den vokser hurtigere og bliver væsentlig større end både solbær og stikkelsbær. I løbet af få år har man en busk som er to meter høj og endnu bredere. Bærrene minder mest om solbær men de noget større og mildere i smagen. Vi har erfaring for at de er rigtig gode til is, men i år skal vi eksperimentere lidt mere med dem. Jostabær er aldrig slået igennem i erhvervet, så de er ikke lette at købe sig til. Man må dyrke dem selv.

Vi kunne godt have plukket dem for en uge siden, måske tidligere, men de har holdt sig godt på busken. Bærrene sider i små klaser. Det gør plukningsarbejdet lidt nemmere. Der er heller ikke torne på busken, men de lange årsskud gør at bærrene sidder lidt ”begravet” i løvet.

Det blev til 2,3 kg i dag, men vi har kun plukket knap halvdelen.