Siden midten af maj og indtil for få dage siden, har vi jævnligt høstet af vores rabarber. Nu får planterne en pause, og så kan der høstes lidt igen fra midten af august.
Den seneste høst blev til hele tre forskellige lækkerier.
Rabarbersaft med sødskærm
- 2 kg rabarber
- 2 stængler sødskærm
- 600 g sukker
- 2 tsk nonoxal
- Vand
- Evt atamon
Fyld vand i saftkogerens nederste etage. Skær rabarber og sødskærmstængler groft og kom dem i saftkogerens øverste etage. Når saften er kogt af rabarberne tappes den over i en gryde. Saften tilsættes sukker og nonoxal og bringes i kog. Når saften har kogt i et par minutter, slukkes blusset og saften skummes. Der tilsættes evt Atamon (se mængder på flasken) og saften hældes på rene skoldede flasker.
Inden servering fortyndes den afkølede saft med vand eller danskvand efter smag.
Rabarber-crumble med kokos og vanilje
Fyld:
- 600 g rabarber
- 125 g sukker
- 3 spsk vaniljesukker
- 2 spsk kartoffelmel
Smuldredej:
- 150 g smør
- 2,5 dl mel
- 3 spsk sukker
- 1 dl kokosmel
- 2 spsk vaniljesukker
Snit rabarberne fint og bland dem godt med de øvrige ingredienser til fyldet. Fordel fyldet i en smurt tærteform.
Læg en tredjedel af kokosmelet til side, og bland resten af ingredienserne til smuldredejen i en skål. Fordel smuldredejen oven på fyldet – der må meget gerne være små huller og sprækker. Drys resten af kokosmelet over tærten og bag den i 25 min ved 225 grader.
Tærten kan nydes både lun og kold. Server den som den er eller med flødeskum, creme fraiche eller vaniljeis.
Kold rabarbersuppe
- 700 g rabarber
- 8 dl vand
- 175 sukker
- 1 tsk vaniljepasta
- 1 tsk nonoxal
- 1 spsk kartoffelmel
Pynt: Friske bær og flødeskum
Snit rabarberne groft og kom dem i en gryde sammen med vand og nonoxal. Kog det hele i 30 minutter. Si saften og kassér de udkogte rabarber. Tilsæt sukker og vaniljepasta og bring igen saften i kog. Når suppen koger tilsættes kartoffelmel blandet med lidt vand. Der røres godt og gryden tages straks af blusset. Lad suppen blive iskold inden servering.