Kvæde (Cydonia oblonga) må være det man sommetider kalder en ”glemt frugt”. I hvert fald er der mange som ikke kender den. Det er en skam, for det er et kønt træ som ikke er nær så plaget af plantesygdomme som mange andre frugttræer. Og så er der frugterne som dufter fantastisk af æble med et strejf af citron. Man kan spise kvæder som de er, men de har en garvesyreagtig bitterhed som de færreste nok lige umiddelbart vil bryde sig om. Det er først og fremmest tilberedt at kvæderne kommer til deres ret. Man kan vist bruge kvæder til stort set alt hvad man bruger madæbler til og specielt kan det anbefales at blande de to. Kvæderne gør blandingen mere aromatisk mens æblerne bidrager med saftighed og sødme. Man kan også bruge kvæder til kvædebrød (en slags frugtlæder) og kvædete. Det skal nævnes at kvæder ofte har en brunfarvning indeni som minder om den æbler får når de er blevet stødt. Det betyder ikke noget og er ikke udtryk for at frugten er beskadiget.

Der findes æblekvæder og pærekvæder som kun adskiller sig på frugtens form (gæt selv hvordan) og så er der japankvæder som er en helt anden art. Jeg skal ikke komme nærmere ind på japankvæde her. Vores kvædetræ er af sorten “Konstantinopel”.

Hos os er kvæden det sidste frugttræ som blomstrer og det er helt fint, for så er risikoen for frostskade på blomsterne ikke stor. I år, hvor mange må se langt efter æbler pga. sen nattefrost, har vi masser af kvæder. Vi er også mere ude i haven på den tid hvor kvæden blomstrer, så på den måde har vi mere glæde af dem.

Høsten af kvæder er også sen. Frugterne sidder små og dunede på træet hele sommeren for så at svulme op og blive mere glatte langt ud på efteråret. Vi har høstet kvæder i dag og lader dem nu eftermodne lidt indendørs.

Kurv med kvæder

Dagens høst

Engang var stikkelsbærret selvskrevet i enhver kolonihave eller frugthave på landet. I dag er stikkelsbær vist langt nede på listen når der anskaffes bærbuske og det er en skam, for der er en stor variation af stikkelsbærsorter som tilbyder forskellige smage, farver, sæson og formål. Vi har en del og jeg skal straks indrømme at der er gået lidt samlermani i det.

Her to af de gamle sorter. Den gule “Hönings früheste” stammer fra Tyskland og er fra omkring år 1900. Den var op gennem det 20’ende århundrede meget udbredt i private haver og anbefalet i de fleste havebøger. I dag kan den være vanskelig at opdrive. Vi fik den hjem fra Tyskland, men har siden hørt om en enkelt dansk planteskole som også har den (“De gamle sorter” v. Boi Jensen). Bærret er mildt og sødt og har den eksotiske, lidt kiwi-agtige, aroma man især oplever hos gule stikkelsbær. Et rigtigt godt bær at spise direkte fra busken. Det er en af de tidligste stikkelbærsorter. Vi har spist af den i ca. 3 uger og nu er det ved at være slut.

Den røde hedder “Whinham’s industry” og er endnu ældre. Den er fremavlet af mr. Robert Whinham i det nordlige England i 1835. Sorten fik stor udbredelse i hele Nordeuropa og var anerkendt for sin fine kvalitet. Tyskerne kender den som “Rote Triumphbeere”. Bærret er sødt med lidt mere syrlighed end Hönings früheste og en kompleks aroma der måske minder lidt om en meget koncentreret rød vindrue. Whinhams industry er også velegnet til marmelade mv.

For begge stikkelsbærsorter gælder at de er modtagelige over svampesygdommen “stikkelsbærdræber” som er en type meldug. Det er vel især derfor de er blevet fortrængt af nyere, resistente, sorter. Hos os er de heldigvis gået fri indtil videre selvom vi har smitten på andre buske. Stikkelsbærdræber er ikke så voldsom en sygdom som navnet antyder, men den ødelægger bærene og med tiden vel også busken hvis man ikke griber ind.

Blåfrugtet gedeblad, majbær eller honningbær. Der er lidt navneforvirring om bærbusken med det videnskabelige navn Lonicera caerulea. Vi plejer at kalde dem honningbær. Planten stammer fra det nordlige fjernøsten og dyrkningen af honningbær er et ret nyt fænomen. I Rusland og Japan har man dyrket den i et eller andet omfang siden det 19 århundrede, men det var først i 1990’erne at nogle pionerer begyndte at arbejde med planten i USA og Canada. Herfra bredte interessen sig også til Europa og i dag tilbyder de fleste planteskoler vel et par sorter af honningbær. Bærrets hovedattraktioner er et højt indhold af sunde anthocyaniner (de blå/lilla farvestoffer som også findes i blåbær, rødkål mv.), en smag som minder om blåbær og mindre krav til jordbunden end blåbær. Planten tåler ekstrem frost om vinteren og selv blomsterne kan tåle frost helt ned til -8°C. Dertil kommer at bærrene kan høstes tidligt, omtrent midt i jordbærsæsonen. Nogle skriver at de kan høstes i maj. Det er også rigtigt at de bliver blå allerede i maj, men de bliver nu sødere af sidde længere. I år har jeg ikke nået at høste dem før i dag. Det er ikke ideelt, men jeg må sige at de har holdt sig godt på busken.

Honningbær høstet i dag

Vi har tre sorter, Eisbär, Kalinka og Kamtschatica. De to første minder meget om hinanden, de har en opret vækst og meget tidlig blomstring og løvspring. Kamtschatica har en mere krybende vækst og har lidt senere blomstring og løvspring. Sidstnævnte trives bedst hos os, giver de fleste og største bær og har pænt løv længst. De to andre har en tendens til at blive lidt trætte at se på i løbet sommeren. Det er et kendt problem at nogle honningbærsorter stadig bærer præg af deres forfædres tilpasning til det sibiriske klima og derfor går i efterårs-mode alt for tidligt. Om det er det der gør sig gældende for to af vores planter ved jeg ikke med sikkerhed.

Fuglene er vilde med dem og derfor dækker vi dem med et net fra midt i maj og frem til høst. Det er derfor der rager nogle pinde op mellem buskene. De har holdt nettet fri af buskene.  Som sagt er dyrkningen af honningbær ret ny og derfor er der ikke så stort erfaringsgrundlag for hvordan den bedst dyrkes. Jeg har i hvert fald haft svært ved at finde god, evidensbaseret, information om dyrkningen af honningbær. Den er angiveligt ikke en surbundsplante som blåbær, men den har nu et højtliggende fint forgrenet rodsystem som minder meget om surbundsplanterne. Min fornemmelse er at de fortrækker en humusrig, lidt fugtig jord. Måske endda lidt til den sure side.Honningbærbuske

Honningbærbuske. Forrest tv Eisbär, bagerst tv Kalinka og th Kamtschatica.

Smagen minder en del om blåbær, mere intens synes jeg men også mere syrligt. Hvis man vil spise dem friske må man være forberedt på et bær som har lidt mere kant end blåbær. Tilberedt som f.eks. syltetøj smager de som en mellemting mellem blåbær, solbær og hyld. Det vælter frem med nye sorter i disse år og det skulle undre mig om ikke forædlerne gør sig store anstrengelser for at gøre honningbærene endnu sødere.

Et spændende bær som vi godt kunne tænke os at afprøve endnu flere sorter af.

Mieze Schindler jordbær

I dag har vi høstet de første Mieze Schindler jordbær. Det er en gammel jordbærsort som er forædlet af en Otto Schindler i Tyskland i 1920’erne og opkaldt efter hans kone. Det siger måske lidt om at Otto godt viste at han havde frembragt noget specielt. Sorten blev kendt i Tyskland for sin gode aroma og moderne kemisk analyse har da også fundet en god forklaring. Mieze Schindler indeholder aromastoffet methylanthranilate, som lidt forenklet er den væsentligste forskel på aromaen af jordbær og skovjordbær. Dvs. at Mieze Schindler har en aroma som leder tankerne hen på skovjordbær samtidig med at det er saftigt og sukkerholdigt som almindelige jordbær. Da det er en gammel sort er udbyttet ret beskedent og mest til at gå og snacke af, men nu hvor “hemmeligheden” er afsløret er der begyndt at komme nye sorter som også indeholder methylanthranilate.

Af andre specielle ting ved sorten skal nævnes formen, som er mere stump og bred end de moderne sorter. Hvis man trækker i det modne bær bliver blomsten siddende tilbage på planten. Det er smart hvis man straks skal bruge bærret, men det forringer selvfølgelig holdbarheden. Det er nok derfor man kun ser den egenskab hos de gamle sorter. Den breder sig lystigt med udløbere og kunne måske fungere som bunddækkeplante også.

Sidst, men ikke mindst, skal man være opmærksom på at sorten ikke er selvbestøvende. Man skal have en anden sort også. Bestøversorten skal helst være en remonterende eller middeltidlig sort for at sikre at de blomstrer samtidig. Hos os blomstrer den nogenlunde samtidig med Senga Sengana.

 

 

DCA-Nationalt Center for Fødevarer og Jordbrug ved Aarhus Universitet har begået et vaskeægte stykke public service. Det drejer sig om “DCA rapport Nr. 148 Frugt og Bær- Gode sorter til haven”.
Rapporten giver det bedste samlede overblik over aktuelle haveegnede sorter af frugttræer og buske jeg har set til dato. Den kommer godt omkring forhold arterne og medtager f.eks. nye bekendtskaber som honningbær og havtorn. Alligevel er den let læseligt og overskuelig.
Tidligere kunne denne type rapporter være meget konservative. Man turde ikke rigtigt anbefale sorter man ikke havde mange års erfaringer med. Der må jeg sige at forfatterne er blevet lidt mere modige og det er positivt. Personligt ville jeg gerne høre mere om de forsøg som må ligge til grund for anbefalingerne, men jeg anerkender også at det ville gøre rapporten mere tung at læse. Det har man forståeligt nok ikke ønsket.

Rapporten kan hentes helt gratis (elektronisk) eller bestilles trykt for en beskeden sum her:

http://web.agrsci.dk/djfpublikation/index.asp?action=show&id=1294

I dag har vi plukket Jostabær eller Solstik som nogle kalder dem. Begge navne er afledt af solbær og stikkelsbær på hhv. tysk og dansk. Planten er nemlig en artshybrid mellem solbær, europæisk stikkelsbær og Oregon-stikkelsbær (Ribes divarcatum). Resultatet kan vist bedst beskrives som en solbærbusk på doping. Den vokser hurtigere og bliver væsentlig større end både solbær og stikkelsbær. I løbet af få år har man en busk som er to meter høj og endnu bredere. Bærrene minder mest om solbær men de noget større og mildere i smagen. Vi har erfaring for at de er rigtig gode til is, men i år skal vi eksperimentere lidt mere med dem. Jostabær er aldrig slået igennem i erhvervet, så de er ikke lette at købe sig til. Man må dyrke dem selv.

Vi kunne godt have plukket dem for en uge siden, måske tidligere, men de har holdt sig godt på busken. Bærrene sider i små klaser. Det gør plukningsarbejdet lidt nemmere. Der er heller ikke torne på busken, men de lange årsskud gør at bærrene sidder lidt ”begravet” i løvet.

Det blev til 2,3 kg i dag, men vi har kun plukket knap halvdelen.