Modne worcesterbær

Lad os starte med at slå fast at worcesterbær (eng. ‘worcesterberry’) ikke har noget at gøre med det brune britiske bryg, byen eller grevskabet. Vi har at gøre med en amerikaner som har fået navn efter Worcester, Massachusetts. Her lå engang en planteskole som mangfoldiggjorde en bestemt klon af Oregon stikkelsbær (Ribes divaricatum), en vild slægtning til det almindelige stikkelsbær . Den blev så kendt som worcesterberry. Om der stadig kun er denne ene klon i omløb under navnet worcesterberry / worcesterbær ved jeg ikke. Oregon stikkelsbærret vokser som navnet antyder naturligt langs stillehavskysten i staterne Oregon, Washington og canadiske British Colombia. Man kan krydse Oregon stikkelsbærret med det europæiske stikkelsbær (Ribes uva-crispa). Det har man udnyttet til at krydse resistens mod meldugsygdommen stikkelsbærdræber ind i moderne stikkelsbærsorter. Der er således lidt Oregon stikkelsbær eller en af de andre vilde amerikanske arter i næsten alle stikkelsbærsorter som er fremavlet siden ca. 1920.

Worcesterbær fortjener nu også at blive dyrket i sin egen ret. Bærenes størrelse er som solbær for de mindste og op til lidt mindre end stikkelsbær. Udbytte har jeg ikke tal for, men det er min fornemmelse at den ikke står væsentligt tilbage for andre frugtbuske i Ribes slægten. Jeg vil beskrive smagen som “sødt og godt af bær”. Dermed mener jeg at den ikke har nogen meget karakteristisk smag sådan som f.eks. solbær eller jordbær har. Det er mere hen ad blandet rød saftevand eller røde vindruer. Det er med andre ord et fint bær at spise direkte fra busken. Mulighederne for tilberedning er vi først lige begyndt at udforske.

Vi fik vores busk som en lille etårs stikling for et par år siden. Siden er den vokset godt til. Dette forår stod den tæt besat med bær på grenene og så rigtig lovende. Så kom stikkelsbærbladhvepsen forbi og dens larver formåede at afløve midten af busken på par døgn før jeg fik øje på problemet.

Stikkelsbærbladhvepsens larver angriber stikkelsbær og worcesterbær med glubende appetit.

Efter larvernes angreb fremstod busken noget afklædt og jeg er sikker på at det hjulpet solsortene til at se og tage godt for sig af bærene. De starter før bærene er modne.

Worcesterbær busken i starten af maj efter angrebet.

Selvom over halvdelen af bærene var forsvundet lykkedes det mig at plukke godt 600 gram. Det skal i den forbindelse nævnes at busken er tornet som de værste af stikkelsbærsorterne. Dertil kommer at bærene sidder tættere på grenene. Jeg bruger en arbejdshandske på venstre hånd og løfter grenene med den. Så kan kan jeg forsigtigt plukke bærene med højre hånd. Man skal nok ikke være alt for hysterisk angst for at stikke sig for det kan ikke helt undgås.

Årets høst af worcesterbær

Som et lille kuriosum skal nævnes at ret mange af bærene var dobbelte som nedenstående.

To tvilling og et normalt bær

Jeg kan forestille mig mange ting de sikkert er gode til. Saft, bagværk, romtopf osv. men der er en ting som har spøgt i baghovedet siden vi anskaffede busken. En engelsk planteskole skrev i sin beskrivelse af busken ” makes wonderful jam”. Derfor har jeg besluttet at denne første, større, høst skal laves til syltetøj.

På grund af bærenes størrelse og slægtskabet har jeg valgt at læne mig kraftigt op ad opskrifter på solbærsyltetøj. Bærene trimmes for stilk og blomst og skylles godt. Der kommes lidt vand (1/10 af bærenes vægt) i en gryde. Derefter kommes bærene i, blandet med halvt så meget sukker, og 1 tsk citronsaft pr. kg bær. Blandingen varmes forsigtigt op.

Syltetøjet under tilberedning

Hüttemeier skriver et sted at solbærsyltetøj ikke må koge. Så skulle bærene blive hårde og syltetøjet kedeligt. Jeg ved ikke helt hvad jeg skal tro eller om det også gælder worcesterbær, men jeg valgte at undgå kogning. I stedet holdt jeg blandingen mellem 95 C og 99 C vha. et termometer i 20 min. Jeg rørte kun forsigtigt i det for at holde bærene hele. Undervejs tilsættes melatin eller tilsvarende. Jeg synes at syltetøj, i modsætning til marmelade, skal løbe lidt så jeg tilsatte lidt mindre end anbefalet. Til slut tilsatte jeg atamon og fyldte det på skoldede glas. Man skal være opmærksom at der ikke er sukker nok i opskriften til at konservere syltetøjet så bruger man ikke atamon vil jeg anbefale at man sætter det i køleskabet og bruger det inden for kort tid. Syltetøjet har en smuk dybrød farve.

Worcesterbær syltetøj

Tilberedningen havde overraskende stor indflydelse på smagen. Der kom en syrlighed og en kompleksitet frem som de utilberedte bær ikke havde. Jeg vil beskrive smagen som et sted mellem solbær og ribs med et strejf at tyttebær. Virkeligt lækkert til vafler, pandekager eller bare på brødet.

Pandekage med worcesterbærsyltetøj

Igen i år dyrker vi søde kartofler. Der er stadig halvanden til to måneder til høst, så indlægget her er en lille midtvejsstatus. Vi har de samme tre sorter som sidste år -Beauregard, Carolina Ruby og T65- og vi har lavet stiklinger ved at spire vores egne knolde.

Stiklingerne blev sat 3 juni. Det havde nok været optimalt at sætte dem fjorten dage tidligere, men jeg havde ikke bedet klar til dem før. I øvrigt var der nogle kolde nætter langt hen i maj og de tåler altså ikke frost. Som noget nyt i år har jeg prøvet at plante dem skråt, ja næsten vandret. Jeg har ladet mig fortælle at det kan give højere udbytte og jeg tænker også at man på den måde kan undgå de dybtliggende knolde jeg oplevede sidste år. Som man kan se på fotoet var jorden tør. Der blev selvfølgelig vandet straks efter plantningen.

Plantning af sød kartoffel på skrå

Juli har som bekendt ikke været drøn varm og min fornemmelse er at de nok er lidt bagude i væksten, men sunde og fine planter er det. De er plantet i to rækker hvor stiklingerne er lagt med rodenden udad. Dvs. at vi forventer at finde knoldene på ydersiden af rækkerne. Det er Carolina Ruby til venstre, T65 til højre forrest og Beauregard bagerst til højre. Der er sat flest Carolina Ruby pga. deres flotte farve selvom T65 gav langt det bedste udbytte sidst.

Søde kartofler 25 Juli 2020

Vi krydser fingre for en hedebølge i august. Så skal det nok gå.

Vi kan se der er en del interesse for indlægene om søde kartofler. Derfor har vi samlet dem alle her: https://madoghaveliv.dk/category/alle-indlaeg-om-soede-kartofler/

Der er mange kartoffelsorter med rød skræl, men i år har vi prøvet en sort som faktisk er rød hele vejen igennem. Vores datter kalder dem “Prinsessekartofler” mens forædleren har valgt sortsnavnet “Lily Rose”.

De nyopgravede Lily Rose ligner andre kartofler med rød skræl. Her sammen med den lyse Arielle.

Den røde farve kommer af farvestoffet pelargonidin som hører til anthocyaninerne. Den blå farve mange vil kende fra sorten Blå Congo skyldes det beslægtede stof petunidin. Anthocyaniner giver farve til masser af frugt og bær så de er helt ufarlige og meget tyder på at de er sundhedsfremmende. Man kan med andre ord roligt spise både røde og blå kartofler.

Her ses kartoflerne skrubbede og klar til kogning. Jeg har skåret en over så man kan se farven inden i. Farven kan være mere eller mindre komplet med fordeler sig under kogningen.

Hvordan er kvaliteten så? Ja, de smager af kartofler. Der er ikke noget afvigende der. De er ganske kogefaste og har en fin konsistens. De tidligste knolde har en fin tynd skræl som kan skrubbes af, som nogle vil forvente af nye kartofler. Dem jeg har høstet i dag har en lidt mere vedhæftende skræl, men tynd og glat. Absolut velegnet til at spise uden at skrælle dem. Altså en udmærket spisekartoffel hvor man ikke giver køb på noget for at få farven.

Kogt eksemplar. Farven bliver lidt mere mat men holder rigtigt godt til kogningen.

Lille humlebille

Sidste år såede vi lidt forskellige blomsterfrø i et hjørne af det der ellers er køkkenhave. Bl.a. røllike, som er toårig og altså først blomster i år. Røllikerne er en forædlet form som antager forskellige nuancer mellem helt hvid (som de vilde) og rød. Det er rigtig flot og så tiltrækker de også en masse insekter. Især er svirrefluerne vilde med dem og det jo dejligt for de holder bladlusene lidt i skak.

Nu er det ikke fordi jeg har meget forstand på insekter, men jeg har dog en fornemmelse for om jeg har set et dyr før. Krabaten herover har jeg ikke før. Efter lidt søgen på nettet har jeg fundet ud af at det drejer sig om “Lille humlebille”. Der findes også en “Stor humlebille”. De kan skelnes ved at på den øverste kant af dækvingerne oppe ved “nakken”. Den lille er gul her og den store er sort.

Den store er meget sjælden og den lille også ret sjælden, men i fremgang. Det er et af de insekter som rykker nordpå pga. det mildere klima. Den er vistnok set første gang i 1998. Selvom den er ny anses den ikke for at være invasiv eller på anden vis nogen trussel. Billen spiser af forskellige blomster mens larven udvikles i trøsket træ.

Kronen under en skyfri himmel

Da vi købte huset fulgte der et stort magnolietræ med. I kan tro vi tit har forbandet det træ hen hvor peberet gror. Det er alt for stort, men ikke let at beskære så det bliver pænt. Det taber enormt mange blade og de er store og tykke og tager lang tid om at blive omsat. Ud over selve bladene i efteråret, så taber det også nogle skaller som sidder uden om blomsterknopperne, blomsternes kronblade og de kogleagtige frugter.

MEN… et par uger i foråret er det træ ubetinget havens stjerne. Billederne her fra 21 april.

Magnolieblomst tæt på.
Hele træet

Vi vil gerne gøre noget for sommerfuglene i vores have. Man kan jo plante nogle blomster med masser af nektar som trækker sommerfuglene til. Det er udmærket og det gør vi også, men nok så vigtigt er det at tænke på sommerfuglenes larver. Ingen laver ingen sommerfugle. Nu er det sådan med sommerfugle at de ofte har helt bestemte planter på børnemenuen. Tænk f.eks. på kålsommerfuglen hvis larver lever af kål og evt. tallerkensmækker, men aldrig kartoflernes blade. Det handler altså om at sørge for at haven indeholder et bredt udvalg af disse værtsplanter for sommerfuglelarver. Der er flere steder man kan læse om det. Jeg har haft stor glæde af denne side: Danske Dagsommerfugle. Her kan man blandt andet læse at forskellige arter af perlemorsommerfuglene har violer som værtsplanter (med lidt variation i præcis hvilke violer der går an). Perlemorsommerfuglene har det ikke let og nogle er meget truede, men vi bor tilfældigvis i et område hvor et par af arterne stadig findes. De flyver ikke langt, så det lidt optimisk at tro på at de kommer her men vi har altså besluttet at de i hvert fald ikke skal komme forgæves. Vi skal have nogle violer. Hvis mange gør ligesådan kan vores haver jo fungere som trædesten for de truede dyr, så de kan bryde ud fra de små lokaliteter hvor de er tilbage. Det er i hvert fald min teori.

Det skulle vise sig noget vanskeligt at skaffe frø af de vilde violarter som er perlemorsommerfuglenes foretrukne. Det lykkedes dog at finde frø af martsviol . Det er egentlig en art som er indført som kulturplante, men den “godtages” dog af de fleste perlemorsommerfuglearter. Det er forresten også den man bruger til kandiserede violer, men det er en anden historie. Frøene fra Blomsterverden kom med posten for en månedstid siden. Som jeg stod der med frøbrevet må jeg indrømme at jeg følte mig lidt dum, for blomsten på pakken, indså jeg nu, har været i haven hele tiden. Et par steder i kanten af græsplænen og under hækken har vi små bestande af martsviol fra tidligere ejeres tid. Jeg har selvfølgelig set dem, men ikke lige tænkt nærmere over hvad de var for nogle.

Martsviol i vores have

Skaden er ikke større end at vi selvfølgelig sår de indkøbte martsvioler og planter dem der hvor vi havde planlagt. Jo flere jo bedre. Historien stopper imidlertid ikke her. Da jeg skulle til at omlægge vores jordbærbed til køkkenhave stod der sørme også de fineste små violer langs bedets bagkant. Disse violer var tydeligt anderledes end martsviolerne. Jeg har nu læst op på sagen og spurgt mig for på fugleognatur og jeg er efterhånden nogenlunde overbevist om at det skovviol selvom det er vanskeligt at udelukke den nærtstående kratviol.

En af violerne på fundstedet mellem ukrudt og citronmelisse
Farven på sporen bruges til at skelen skov- og kratviol. Hos skovviol er den mørkeblå/lilla mens den er hvid til svagt blå hos kratviol. Det er sporen som rører min tommelfinger.

I forhold til vores sommerfugleprojekt er det mildest talt et lykketræf at finde skovviol for den står øverst på menukortet. Det er lidt et mysterium hvor de egentlig kommer fra. Vi har haft dyrket jorden hvor de stod som køkkenhave og holdt nogenlunde rent mens der var jordbærbed. De må altså have sået sig der for nylig. Violers frø spredes af myrer, så det er ikke så mærkeligt at de dukker op nye steder, men der skal selvfølgelig være en bestand i nærheden. Vi kunne også finde yderligere et par eksemplarer blandt martsviolerne. Det tyder lidt på at de to violarter engang er plantet sammen af en tidligere ejer. Alternativt spreder de sig sammen rundt mellem haverne i vores kvarter. Det finder vi nok aldrig ud af.

De skovvioler som stod i køkkenhavejorden er nu flyttet til en plads hvor vi bedre kan passe på dem og forhåbentlig med tiden få mange flere.

Vi skal ikke undlade at opfordre til at man ikke indsamler planter i naturen. Køb i stedet frø og planter af martsviol, vild stedmoder og hvad i ellers kan finde af violer og stedmoderblomster.

Formodet skovviol på sin nye plads

Hvorfor lave kompost? Ja, for det første så er det en måde at håndtere det organiske affald fra haven og evt. køkkenet. For det andet så er komposten et glimrende jordforbedringsmiddel som giver jorden en løs struktur og forbedrer jordens evne til at holde på vand. Sidst, men ikke mindst, så sørger komposten for de næringsstoffer som er bundet i haveaffaldet, kommer tilbage i jorden så de kan nære nye planter.

Der er mange måder at kompostere på. Her vel nok de vigtigste grundtyper som bruges i haver:

  • Ormekompostering
    • Plantematerialet omsættes af kompostorm. Ofte benyttes en særlig plastbeholder.
  • Den klassiske kompostdynge
    • Plantematerialet samles løbende i en dynge et diskret sted i haven. Her omsættes det langsomt af smådyr og mikroorganismer. Når man skal bruge komposten, graver man bare ned indtil man støder på noget som er tilstrækkeligt omsat.
  • Varmkompostering
    • Plantematerialet omsættes af hurtigt voksende mikroorganismer. Herved opstår der temperaturer på 50-70, undtagelsesvis 80 ⁰C som i et vist omfang dræber ukrudtsfrø og plantesygdomme. Når temperaturen er faldet, lader man typisk materialet eftermodne i nogle måneder inden brug.

I dette indlæg vil jeg gennemgå hvordan vi foretager varmkompostering.

Først lidt teori

Det første man må gøre sig klart er, at varmkompostering er en proces som foretages på en gang. Man kan ikke opnå den høje temperatur ved at fylde på løbende med de mængder affald en almindelig have tilbyder. Tænk på det som et bål – man samler materiale, så bygger man det op for at få den bedste fysiske struktur, man sørger for at fugtigheden er rigtig og måske bruger man noget tændvæske til at sætte ekstra fut i det. På samme måde med komposten. Man bør have mindst en kubikmeter materiale og det skal hovedsageligt være let omsætteligt affald som f.eks. græsafklip, blade og ukrudt. En smule hækafklip kan gå an, men større grene vil jeg anbefale at man lægger i en kvasdynge for sig eller kører på genbrugspladsen. Er man meget opsat op at kompostere grene må de først kværnes til flis. I det hele taget er det en fordel at findele materialet, men det tager også rigtig lang tid så det ikke noget jeg normalt prioriterer ret højt. Når man sætter komposten op må man sørge for at der ikke er store lommer af materiale som kan bage sammen så der ikke kan komme luft til. Vær især opmærksom på græsafklip. Der skal heller ikke være lommer som er meget mindre kompakte end resten af dyngen (f.eks. hækafklip). Man må enten blande eller lægge materialerne på i tynde lag. Jeg laver altid lag af skiftevis materiale samlet over tid og friskt materiale. Jeg slår altid græs når jeg sætter kompost op og luger så meget jeg kan nå for at få friskt materiale. Når jeg har lagt et lag vander jeg det op med så meget vand som det kan holde på, vel omkring 200L til en kubikmeter kompost. Jeg bruger vand fra regnvandstønden for det er ikke så koldt som det fra hanen, men det er nu ikke strengt nødvendigt. Har jeg ukrudt som har nået at sætte frø prøver jeg at holde det for sig og placere det i midten af bunken når jeg sætter den op. Så kommer vi til tændvæsken. Det er sådan, at forholdet mellem kulstof og kvælstof (C/N forholdet) i materialet er afgørende for at få optimal vækst af mikroorganismerne og dermed den højest mulige temperatur. Ideelt skal det være mellem 25/1 og 30/1. Friskt græsafklip har et C/N forhold på ca 17/1 (overskud af kvælstof i forhold til det optimale). Frisk luget ukrudt ligger på 30/1, men mange materialer mangler kvælstof: friske blade: 40/1, visne blade 60/1, halm 128/1, træflis 641/1. Altså bør der ofte tilføres lidt ekstra kvælstof. Jeg bruger en almindelig plænegødning, NPK 15-3-10, fordi den er letopløselig, har et højt indhold af kvælstof og er ved hånden. Man kan også bruge den samme NPK gødning som til køkkenhaven, en ren kvælstofgødning som f.eks. kalksalpeter eller en hurtigt virkende organisk gødning (f.eks. fjerkrægødning). Hvad man nu har på lager som giver noget lettilgængeligt kvælstof. I praksis er det nok de færreste som kan beregne den præcise mængde, for det ville kræve en meget detaljeret viden om haveaffaldets sammensætning og vægt. Det må blive et skøn. Jeg har brugt 500 g plænegødning til lidt over en kubikmeter kompost, som består af mindst 2/3 visne blade og halm fra sidste års jordbær og højest 1/3 græsafklip og friskt ukrudt. Den mængde gødning svarer til dosis til 20 kvadratmeter græsplæne, hvilket er et langt mindre areal end jeg har tænkt mig at bruge komposten på. Man kan ikke sige at den mængde gødning man tilfører skal passe præcist til det areal man bruger komposten på, for på den ene side er der næringsstoffer i plantematerialet og på den anden side går der en del kvælstof tabt under processen. Det er dog et pejlemærke, at gødningsmængden ikke bør være større end dosis til det areal man spreder komposten på. Et andet pejlemærke er, at jo mere brunt og jo mere forveddet haveaffaldet, jo mere kvælstof skal der til. En dynge af rent, friskt urteagtigt ukrudt kræver ikke yderligere kvælstof. Undervejs i processen bør man stikke komposten om for at ilte materialet og for at sikre at så meget som muligt har været udsat for de høje temperaturer som dræber ukrudsfrø.

Beholderen

Vores kompostbeholder består af to kamre som måler 125*95*120cm (D*B*H). Hvis man har plads, vil jeg anbefale at man laver tre kamre. Et til at samle sammen i, et til at foretage selve komposteringen og et til at opbevare den færdige kompost indtil brug. Man skal dog ikke falde for fristelsen til at lave kamrene mindre end en kubikmeter for at få tre. Derfor har jeg kun lavet to kamre og så må vi leve med at der ikke altid er færdig kompost på lager. Kamrene er lavet ved at placere 75*75 mm stolper som punkterne på en ”sekser”. De er gravet ca. 75 cm ned i jorden for at give stabilitet. Siderne og bagsiden er beklædt med 10 cm brede brædder som der et par millimeter luft i mellem. Det lavede jeg med en malerpind som afstandsklods. Efter min mening er det nok til at komposten kan ånde. Foran er stolperne forbundet med en lægte for oven (den der ikke er malet). Den forhindrer at siderne bliver presset fra hinanden af komposten. Stolperne og brædderne er trykimprægneret træ som er beskyttet med Demidekk Ultimate og grunderen Visir. Jeg er tryg ved at bruge moderne NTR mærket trykimprægneret træ og træbeskyttelse. Hvis man er utryg ved den slags kan man bruge lærketræ. De to kamre er adskilt af en plade af støbekrydsfiner.

Kompostbeholderen med et kammer tømt og et med materiale samlet over tid.

Som man kan se, er der tag over komposten. Det er måske lidt usædvanligt, men det tjener faktisk flere formål. For det første kan vi holde haveaffaldet så tørt at omsætningen er delvist på standby. Det gør at vi kan samle materiale over lang tid og få nok til at varmkompostere. For det andet forhindrer taget regnen i at udvaske næringsstofferne fra komposten. Taget er lavet så man kan slå det op og stå inde i beholderen og arbejde. Det er ikke strengt nødvendigt og vælger man denne løsning skal man huske sikkerheden. Taget skal sidde forsvarligt fast så det ikke river sig løs i en efterårsstorm og flyver rundt til fare for folk. Man skal også passe op at det ikke kan smække ned over en selv under arbejdet. Jeg har monteret det med tre kraftige hængsler bagtil som sidder direkte på stolperne. Foran sidder det med to kuffertbeslag som er lukket med en split. Pladerne til taget havde jeg til overs fra dengang jeg byggede haveskur. Det er metal trapezplader fra ProfilMetal. Kamrene kan lukkes delvist fortil med plader af støbekrydsfiner som passer ind i nogle udfræsninger på stolperne og holdes på plads med vridere.

Kompostbeholderen med åbent låg. Komposten er ved at blive sat op i det kammer som før var tomt.

Forløbet

Jeg havde udbragt færdig kompost fra det ene kammer i maj 2019. I det andet kammer havde vi samlet materiale siden engang sommeren før. Der var rigtigt mange blade fra efteråret og halm fra jordbærbedet. Der var selvfølgelig også lidt ukrudt og toppe af div. grøntsager fra køkkenhaven. Øverst i bunken er en del materiale som jeg har siet fra den sidste portion kompost. Dvs. stumper af grene, træflis og lignende som har sneget sig med i bunken og ikke nået at blive omsat. Grundlovsdag gik jeg i gang med at flytte materiale til det tomme kammer. Samtidig slog jeg græs (det var godt langt) og lugede på livet løs. Systemet var et lag på ca. 30 cm af det gamle materiale, vanding, så 5-10 cm grønt materiale og så forfra. Der blev tilført 1-2 spsk gødning ovenpå lagene af gammelt materiale inden vanding. Dog ikke til de to nederste lag, for vandingen får jo gødningen til at trække nedad og det skulle jo nødig sive neden ud. I alt blev der brugt 500g plænegødning. Opbygningen stod på frem til 10/6. På det tidspunkt var den nederste del af bunken begyndt at tage varme, så længere tid bør man nok ikke bruge på at sætte bunken op. Jeg løbende holdt øje med temperaturen med et jordtermometer som måler ca. 25 cm inde i bunken.

Aflæsning af jordtermometeret

Temperaturen steg hurtigt til 68-70 ⁰C og var kortvarigt oppe på 75 ⁰C. Den 16/6 stak jeg bunken om. Temperaturen faldt kortvarigt til 30 ⁰C, men krøb op igen i løbet af et par døgn. Ved omstikningen duftede komposten lifligt at mødding og ammoniak. Overalt i komposten var der hvidt svampemycelium. Når jeg stikker om graver jeg det hele ud og sorter det i to bunker. Det der har været i midten og så det der har været i de yderste 20-30 cm hele vejen rundt. Så fylder jeg det ind igen så det der før var yderst kommer ind i midten. Om nødvendigt kan man også vande lidt, men kun lige det man skønner nødvendigt. Vand køler meget.

Temperaturudvikling i komposten

Hen over sensommeren blev komposten holdt fugtig, men ikke våd og det øverste lag blev vendt med en greb af og til. Temperaturen var nu faldet til omtrent omgivelsernes temperatur og materialet virkede meget omsat. Den fase kalder jeg eftermodning. Omsætningen fortsætter i langsommere tempo bla. med hjælp fra orm, biller og andre smådyr som flytter ind i komposten. Her i marts skulle jeg bruge lidt af komposten til at blande pottemuld. Jeg valgte at sigte den gennem et sold med en maskestørrelse på 10 mm. Det giver et meget godt indtryk af resultatet (se foto herunder). Man kan udbringe komposten som den er eller sigte den som jeg gjorde. Den grove kompost er udmærket under buske og stauder. I køkkenhaven og til potter foretrækker jeg den sigtede. Det grove materiale jeg sigter fra kommer jeg i den næste portion kompost.

Et par skovlfulde 10 mdr gammel kompost sigtet gennem et sold. Til venstre og i min hånd er det fine materiale. Den lille bunke til højre er det grove materiale.

Komposten er næppe helt fri for ukrudtsfrø, men de er blevet kraftigt reduceret. Jeg foretrækker at udbringe komposten oven på jorden, men har man en stiv lerjord som skal have førstehjælp kan man evt. indarbejde komposten ved gravning.

Vi forlod haven en forårsdag og fandt den igen i vinterdragt.

Sne 29 marts

Sådan er det jo på denne årstid. Vejret kan skifte frem og tilbage og man kan godt risikere at brænde fingrene som optimistisk havejer. Vi har heldigvis kun sået valske bønner direkte udendørs og de skal nok klare sig. Der er heldigvis heller ikke nogen af vores frugttæer som har fået den tanke at springe ud. Lad os håbe at det var sidste pip fra vinteren.

I dag har der virkelig været forårsstemning i haven og hele familien har været ude at nyde vejret og tage lidt hul på forberedelserne til årets sæson. Her er lidt af det man kan opleve allerede nu.

De første mariehøns har vovet sig frem. Planten den sidder på er en rød tvetand. Det er egentlig en ukrudtsplante som blev vældig almindelig i haven og tilsyneladende alle mulige andre steder efter tørken i 2018. Den var også flittigt besøgt af bier. Jeg så mindst to arter, men de havde ikke tid til at blive fotograferet. Vi har ikke travlt med at forfølge rød tvetand, for den virker ret harmløs og både bierne og vores datter er glade for den. Helt fredet er den dog heller ikke hvis den f.eks. indfinder sig i køkkenhaven i sæsonen.

Mariehøne i rød tvetand

Forårsfornemmelser er der også hos duerne som har lavet rede i vores espalierende pæretræ lige ved terrassen. Der har været et duepar fast i haven i flere år- De flytter lidt rundt, men ofte vender tilbage til de samme redepladser igen. Derfor tænker jeg det nok er det samme par.

Due på reden

I køkkenhaven er grønkålen fra sidste år begyndt at vokse igen. Selvom de var pillet godt af efter julens grønlangkål produktion står de nu med fine blade i god “salat kvalitet”. Vi spiste af dem i går.

Overvintret grønkål

Under oprydning i køkkenhaven fandt vi også dette rødløg som har overvintret og delt sig i fire forårsløgslignede planter. De fandt også anvendelse i køkkenet.

Rødløg som har delt sig. Det er den oprindelige løgskal som ligge til venstre.

To af vores honningbær, Kalinka og Eisbär, står lige nu med det flotteste friske løv. Den tredje, Kamchatika, ser mere trist ud og har kun grønne skud i spidsen af grenene. Sådan er det hvert år. Det mærkelige er at det vender, så Kamchatika indhenter de andre og står flot længst ud på sensommeren.

Kalinka honningbær plante

Grønkål var en af de vigtigste grøntsager for jævne folk fra middelalderen og frem mod moderne tid. Faktisk kaldte man slet og ret køkkenhaverne for “kålhaver” i gamle dage. Grønkål kan jo holde sig på voksestedet langt ud på vinteren. På den måde blev den et vigtigt vitamintilskud i vinterkosten. Grønkålen blev spist som suppe, grødagtige sammenkog eller grønlangkål. Tilberedningen fremmer fordøjeligheden og gør at man rent praktisk kan overkomme at spise mere kål. Det var vigtigt dengang kålen var basiskost. Grønlangkålen har overlevet i to versioner, den sønderjyske og den vendsysselske, som begge spises til jul og ved vintertide. Jeg stammer fra Vendsyssel, så det er naturligvis den version jeg laver.

Man kan bruge enhver form for grønkål. Det betyder ikke noget om den er mere eller mindre kruset eller om man bruger en af de rødlige varianter (den røde farve forsvinder). Man kan selvfølgelig ikke bruge andre kåltyper, så bliver det en anden ret. Nogle mener at kålen helst skal have fået frost. Jeg synes måske nok at grønkål som har fået frost lugter mere af kål, men jeg synes altså ikke det gør nogen forskel for det færdige produkt. Grønkålen skal ikke være hakket og der skal være rigeligt af den. Her er bare en lille portion til to personer. Man kan sagtens lave alt det grønlangkål man skal bruge i løbet af vinteren på en gang i en suppegryde og fryse bollerne ned.

Rå grønkål til grønlangkål til to personer

Først skal kålen vaskes grundigt og rippes. Dvs at man fjerner den kraftige midtribbe. Det gøres bare med fingrene som vist på fotoet.

Sådan ribbes grønkål

De ribbede kål koges i en times tid i suppe. Traditionelt er suppen kogevandet fra skinke, hjemmelavet rullepølse eller lignende. Man kan altså også bruge en klar hønsekødssuppe. Når kålen er kogt godt mør står den og køler ned i suppen indtil den er kold nok til man kan få hænderne i. Så skal kålen krøstes. Dvs. tager kålen op med fingrene og former den til boller og presser suppen ud samtidigt. På den måde får man de grønkålsboller som også kan købes frosne. Den store skål grønkål jeg startede med blev til to boller på størrelse med en fersken. Bollerne kan fryses eller gemmes et par dage i køleskabet. Før brug hakkes de groft.

Grønlangkålsbolle (tv) og hakket grønlangkål (th).

Den hakkede kål “steges” i smør under omrøring i en passende stor gryde. Der tilsættes sukker, ca. en halv tsk pr bolle af denne størrelse, og steges lidt videre. Så skrues der lidt ned og tilsættes fløde. Man skal ikke være nærig med fløden, men der skal dog ikke bruges så meget at kålen bliver flydende. Kålen bliver på komfuret til fløden er varmet igennem, så smages til med salt og sukker inden servering.

Den færdige grønlangkål

Grønlangkål serveres traditionelt til medisterpølse, hamburgerryg og skinke. Jeg spiser den også gladeligt til flæskesteg og and.

I Vendsyssel er der nogle som bruger kanelsukker på grønlangkålen og det kan være anledning til livlig diskussion vendelboer imellem. Jeg for min del gemmer kanelen til risengrøden.