Timian i blomst

Timianplænen er ved at lukke sig rigtigt fint og den er så småt begyndt at blomstre.

Den blev luget for to uger siden og det tror jeg er vigtigt, for timianen er kun nogle få cm høj og kan ikke konkurrere med kraftigere ukrudt. Når det er sagt, så kommer der mærkbart mindre ukrudt op efterhånden som timianen etablerer sig. Måske skyldes det simpelhen at vindbårne frø har svært ved at trænge gennem plænen ned til jorden. Men så længe der spirer noget frem må man luge ret nidkært og i hvert fald inden ukrudtet sætter frø. Til gengæld kan glæde sig over at lade plæneklipperen blive i skuret.

Timianplæne

Timianplænen lidt fra oven

Ser man nøje på plænen fremstår den som et patchwork af partier med mere eller mindre tætvoksende felter og felter som varierer lidt i blomstringstid. Det skyldes givetvis en vis genetisk variation i de frø plænen er start fra. Jeg synes egentlig det er pænt, men vil man have det anderledes kan man jo anlægge plænen med stiklinger fra en enkelt moderplante.

Langs to af kanterne har vi narcisser og tulipaner. De har blomstret flot, men er nu ved at takke. Inde på plænen er der allium “Purple Sensation”. De er også kommet igen og blomster lige nu. Desværre blev bladene meget hurtigt gule. Jeg gætter på at det skyldes det meget tørre vejr i april, men nu må se fremover. Det kan godt være de må finde andet hjem på sigt.

Læs hvordan plænen er anlagt her:

https://madoghaveliv.dk/timianplaene/

 

Løgplante

Sikken et forår det har været. Tørt og med en temperatur der har hoppet op og ned. Vores tidlige kartofler har fået toppen svedet af nattefrosten, men kommer nu stærkt igen. Værre er det med de tidlige jordbær hvor en sort plet midt i de fleste blomster vidner om frosten kommer til at koste på udbyttet her. Vi har heldigvis også senere sorter.

Frostskadede jordbærblomster

Jordbærblomster med frostskade

Vi har holdt igen med at så og udplante de mest varmekrævende afgrøder i køkkenhaven pga. de ustabile temperaturer og vi har også været forsigtige med at så små frø som dårligt tåler udtørring. En af undtagelserne er salat, som ikke kan spire når jorden bliver for varm. Her har vi sået og vandet.

Det er nu ikke kun derfor bloggen har være lidt stille her i foråret. Vi har nemlig også haft familieforøgelse. Nu skal der imidlertid til at ske noget i haven og så kommer der også gang i bloggen igen.

Løgplante

Løgplante til udplantning

I dag har jeg udplantet løg. Det er jo let og effektivt at købe en pose stikløg, men vi synes altså det er sjovere at dyrke dem fra frø. Udvalget af sorter er også større på den måde. Vi forspirer løg indendørs i slutningen af marts på samme måde som man gør med porer. Dvs. at de sås ret tæt i en bakke jord med 3-5 mm jord over. Et par dage inden udplantningen sættes bakken udendørs et sted hvor de ikke bliver udsat for direkte sol midt på dagen.

Ved udplantningen listes de enkelte løgplanter forsigtigt ud af jordklumpen med så meget rod som muligt og plantes med en håndsbredde i mellem. Til slut vandes godt, for de har ikke meget rod i udgangspunktet.

Udplantning af løg

Udplantning af løg

Hvidløgene som blev sat i februar https://madoghaveliv.dk/saet-hvidloeg-i-koekkenhaven/ kommer fint og bagved kan man lige se de forårsløg som blev sået i august https://madoghaveliv.dk/saa-i-august/.

Hvidløg og forårsløg

Hvidløg og forårsløg