Modne worcesterbær

Lad os starte med at slå fast at worcesterbær (eng. ‘worcesterberry’) ikke har noget at gøre med det brune britiske bryg, byen eller grevskabet. Vi har at gøre med en amerikaner som har fået navn efter Worcester, Massachusetts. Her lå engang en planteskole som mangfoldiggjorde en bestemt klon af Oregon stikkelsbær (Ribes divaricatum), en vild slægtning til det almindelige stikkelsbær . Den blev så kendt som worcesterberry. Om der stadig kun er denne ene klon i omløb under navnet worcesterberry / worcesterbær ved jeg ikke. Oregon stikkelsbærret vokser som navnet antyder naturligt langs stillehavskysten i staterne Oregon, Washington og canadiske British Colombia. Man kan krydse Oregon stikkelsbærret med det europæiske stikkelsbær (Ribes uva-crispa). Det har man udnyttet til at krydse resistens mod meldugsygdommen stikkelsbærdræber ind i moderne stikkelsbærsorter. Der er således lidt Oregon stikkelsbær eller en af de andre vilde amerikanske arter i næsten alle stikkelsbærsorter som er fremavlet siden ca. 1920.

Worcesterbær fortjener nu også at blive dyrket i sin egen ret. Bærenes størrelse er som solbær for de mindste og op til lidt mindre end stikkelsbær. Udbytte har jeg ikke tal for, men det er min fornemmelse at den ikke står væsentligt tilbage for andre frugtbuske i Ribes slægten. Jeg vil beskrive smagen som “sødt og godt af bær”. Dermed mener jeg at den ikke har nogen meget karakteristisk smag sådan som f.eks. solbær eller jordbær har. Det er mere hen ad blandet rød saftevand eller røde vindruer. Det er med andre ord et fint bær at spise direkte fra busken. Mulighederne for tilberedning er vi først lige begyndt at udforske.

Vi fik vores busk som en lille etårs stikling for et par år siden. Siden er den vokset godt til. Dette forår stod den tæt besat med bær på grenene og så rigtig lovende. Så kom stikkelsbærbladhvepsen forbi og dens larver formåede at afløve midten af busken på par døgn før jeg fik øje på problemet.

Stikkelsbærbladhvepsens larver angriber stikkelsbær og worcesterbær med glubende appetit.

Efter larvernes angreb fremstod busken noget afklædt og jeg er sikker på at det hjulpet solsortene til at se og tage godt for sig af bærene. De starter før bærene er modne.

Worcesterbær busken i starten af maj efter angrebet.

Selvom over halvdelen af bærene var forsvundet lykkedes det mig at plukke godt 600 gram. Det skal i den forbindelse nævnes at busken er tornet som de værste af stikkelsbærsorterne. Dertil kommer at bærene sidder tættere på grenene. Jeg bruger en arbejdshandske på venstre hånd og løfter grenene med den. Så kan kan jeg forsigtigt plukke bærene med højre hånd. Man skal nok ikke være alt for hysterisk angst for at stikke sig for det kan ikke helt undgås.

Årets høst af worcesterbær

Som et lille kuriosum skal nævnes at ret mange af bærene var dobbelte som nedenstående.

To tvilling og et normalt bær

Jeg kan forestille mig mange ting de sikkert er gode til. Saft, bagværk, romtopf osv. men der er en ting som har spøgt i baghovedet siden vi anskaffede busken. En engelsk planteskole skrev i sin beskrivelse af busken ” makes wonderful jam”. Derfor har jeg besluttet at denne første, større, høst skal laves til syltetøj.

På grund af bærenes størrelse og slægtskabet har jeg valgt at læne mig kraftigt op ad opskrifter på solbærsyltetøj. Bærene trimmes for stilk og blomst og skylles godt. Der kommes lidt vand (1/10 af bærenes vægt) i en gryde. Derefter kommes bærene i, blandet med halvt så meget sukker, og 1 tsk citronsaft pr. kg bær. Blandingen varmes forsigtigt op.

Syltetøjet under tilberedning

Hüttemeier skriver et sted at solbærsyltetøj ikke må koge. Så skulle bærene blive hårde og syltetøjet kedeligt. Jeg ved ikke helt hvad jeg skal tro eller om det også gælder worcesterbær, men jeg valgte at undgå kogning. I stedet holdt jeg blandingen mellem 95 C og 99 C vha. et termometer i 20 min. Jeg rørte kun forsigtigt i det for at holde bærene hele. Undervejs tilsættes melatin eller tilsvarende. Jeg synes at syltetøj, i modsætning til marmelade, skal løbe lidt så jeg tilsatte lidt mindre end anbefalet. Til slut tilsatte jeg atamon og fyldte det på skoldede glas. Man skal være opmærksom at der ikke er sukker nok i opskriften til at konservere syltetøjet så bruger man ikke atamon vil jeg anbefale at man sætter det i køleskabet og bruger det inden for kort tid. Syltetøjet har en smuk dybrød farve.

Worcesterbær syltetøj

Tilberedningen havde overraskende stor indflydelse på smagen. Der kom en syrlighed og en kompleksitet frem som de utilberedte bær ikke havde. Jeg vil beskrive smagen som et sted mellem solbær og ribs med et strejf at tyttebær. Virkeligt lækkert til vafler, pandekager eller bare på brødet.

Pandekage med worcesterbærsyltetøj

Umodne stikkelsbær af sorten “Hinnonmäki Rød”. Der ligger et enkelt fuldmodent bær til sammenligning.

Der er det specielle ved stikkelsbær at de umodne bær er lige så anvendelige i køkkenet som de modne. Ja, i gamle dage var det nok faktisk mere almindeligt at bruge de umodne bær for de indeholder meget pektin som kan få gele til at stivne og tykne marmeladen. Det var en vigtig egenskab før man kunne købe ren pektin til formålet.

Selvom vi er langt henne på sommeren lykkedes det os at plukke en god portion umodne stikkelsbær i sidste uge. Det kunne lade sig gøre ved at vælge bær som sad lavt på busken eller på anden vis i skygge samt ved at udnytte en meget sen sort. Der er bær af tre sorter som alle er mørkerøde ved fuld modenhed. Her er et par ting man kan lave af dem.

Stikkelsbær marmelade

Bærene renses for stilk og blomst, vaskes og vejes. De sættes over på middel varme i en gryde med låg hvor bunden er dækket af ca. 1cm vand. Lad dem stå og simre indtil bærene smattet godt ud, et kvarter til en halv time.

Jeg synes ikke kernerne gør noget godt for marmeladen så derfor maser jeg massen gennem et dørslag ned i en ren gryde med en grydeske. Sørg for at få det frugtkød som sætter sig på den anden side af dørslaget med i marmeladen. Er det så ikke en gele? For mig har en gele været igennem et finere filter så den har noget gennemsigt over sig, men det skal ikke skille os ad.

Kerner og skind fra 800 g stikkelsbær

Nu tilsættes lige så meget sukker som der var bær til at starte med. Gryden bringes i kog under omrøring og koges igennem mindst fem minutter eller indtil sukkeret er opløst. Der skrues lidt ned og tilsættes atamon. Her efter skal marmeladen hurtigst muligt på skoldede glas.

Den færdige marmelade får en flot rød farve.

Marmeladen er sød og har en fin stikkelsbæraroma. Perfekt til morgenbordet.

Stikkelsbærgrød

En ting de umodne bær ofte blev brugt til i gamle dage er stikkelsbærgrød. Vi har ikke prøvet det før, men vi har fundet en opskrift i en af Kirsten Hüttemeiers kogebøger fra 1952.

Stilk og blomst fjernes og bærene skylles. Herefter koges de et kvarter i 4 dl vand pr 500 g stikkelsbær. Så tilsættes 150 g sukker. Hüttemeier skriver at det kan være nødvendigt at tilsætte mere sukker. Det er ikke så let at smage den varme grød til, men vi valgte at give den 50 g ekstra sukker. Til slut jævnes grøden med 30 g kartoffelmel udrørt i koldt vand. Det er vigtigt at gryden er godt i kog og røres når jævningen kommer i.

Grøden kan nydes varm eller kold. Vi foretrækker den kold. Sandt at sige var den ret sur så den skal have modspil af noget sødt og gerne lidt fedt. Hüttemeier foreslår “fåremælk”, som faktisk er en cremesauce.

Fåremælk: To pasteuriserede æg piskes piskes med 3-4 spsk sukker. Herefter piskes 1/2 L sødmælk eller fløde i og fåremælken smages til med vaniliesukker.

Stikkelsbærgrød

Efter vores smag er grøden lige lovlig syrlig, men det kan evt. hænge sammen de stikkelsbærsorter vi har brugt. Næste gang vil vi prøve med nogle som er lidt mildere. Det vil typisk sige de gule eller grønne sorter.

Grønkål var en af de vigtigste grøntsager for jævne folk fra middelalderen og frem mod moderne tid. Faktisk kaldte man slet og ret køkkenhaverne for “kålhaver” i gamle dage. Grønkål kan jo holde sig på voksestedet langt ud på vinteren. På den måde blev den et vigtigt vitamintilskud i vinterkosten. Grønkålen blev spist som suppe, grødagtige sammenkog eller grønlangkål. Tilberedningen fremmer fordøjeligheden og gør at man rent praktisk kan overkomme at spise mere kål. Det var vigtigt dengang kålen var basiskost. Grønlangkålen har overlevet i to versioner, den sønderjyske og den vendsysselske, som begge spises til jul og ved vintertide. Jeg stammer fra Vendsyssel, så det er naturligvis den version jeg laver.

Man kan bruge enhver form for grønkål. Det betyder ikke noget om den er mere eller mindre kruset eller om man bruger en af de rødlige varianter (den røde farve forsvinder). Man kan selvfølgelig ikke bruge andre kåltyper, så bliver det en anden ret. Nogle mener at kålen helst skal have fået frost. Jeg synes måske nok at grønkål som har fået frost lugter mere af kål, men jeg synes altså ikke det gør nogen forskel for det færdige produkt. Grønkålen skal ikke være hakket og der skal være rigeligt af den. Her er bare en lille portion til to personer. Man kan sagtens lave alt det grønlangkål man skal bruge i løbet af vinteren på en gang i en suppegryde og fryse bollerne ned.

Rå grønkål til grønlangkål til to personer

Først skal kålen vaskes grundigt og rippes. Dvs at man fjerner den kraftige midtribbe. Det gøres bare med fingrene som vist på fotoet.

Sådan ribbes grønkål

De ribbede kål koges i en times tid i suppe. Traditionelt er suppen kogevandet fra skinke, hjemmelavet rullepølse eller lignende. Man kan altså også bruge en klar hønsekødssuppe. Når kålen er kogt godt mør står den og køler ned i suppen indtil den er kold nok til man kan få hænderne i. Så skal kålen krøstes. Dvs. tager kålen op med fingrene og former den til boller og presser suppen ud samtidigt. På den måde får man de grønkålsboller som også kan købes frosne. Den store skål grønkål jeg startede med blev til to boller på størrelse med en fersken. Bollerne kan fryses eller gemmes et par dage i køleskabet. Før brug hakkes de groft.

Grønlangkålsbolle (tv) og hakket grønlangkål (th).

Den hakkede kål “steges” i smør under omrøring i en passende stor gryde. Der tilsættes sukker, ca. en halv tsk pr bolle af denne størrelse, og steges lidt videre. Så skrues der lidt ned og tilsættes fløde. Man skal ikke være nærig med fløden, men der skal dog ikke bruges så meget at kålen bliver flydende. Kålen bliver på komfuret til fløden er varmet igennem, så smages til med salt og sukker inden servering.

Den færdige grønlangkål

Grønlangkål serveres traditionelt til medisterpølse, hamburgerryg og skinke. Jeg spiser den også gladeligt til flæskesteg og and.

I Vendsyssel er der nogle som bruger kanelsukker på grønlangkålen og det kan være anledning til livlig diskussion vendelboer imellem. Jeg for min del gemmer kanelen til risengrøden.

 

Beauregard søde kartofler

I sidste weekend høstede vi jo de første søde kartofler (se her). I dag blev det så tid til at grave en sort mere op, nemlig Beauregard. Sorten har så vidt jeg er orienteret været hovedsort i USA i en årrække, men udbyttet af denne var nu kun det halve af den T65 vi høstede i sidste uge. To planter er selvfølgelig for lidt at konkludere noget ud fra, men det følger nu trenden fra sidste år så det tyder lidt på at T65 passer bedre til vores klima. Vi får se når vi får gravet dem alle op. Den største knold var 145 g. Igen det halve af sidste uges T65, men jo absolut en anvendelig størrelse. Det ville jo være en stor gulerod.

Sødekartofler på vægten

Dagens høst på vægten. Godt 500 g fra en plante.

 

Beauregard er orange som de søde kartofler man træffer i handlen (som nok faktisk ofte er netop Beauregard). Her kan man se farve forskellen. Øverst er det Beauregard, så en almindelig bagekartoffel og nederst T65.

 

Sammenligning af sødekartoflerne

Beauregard, alm. bagekartoffel og T65

 

Smagsmæssigt er T65 sødere end Beauregard og jeg synes den har en desideret sukkeragtig tone i smagen. Om det er godt eller skidt kommer nok i virkeligheden mest an på hvad man serverer den sammen med. Om der er balance i tingene.

 

Mieze Schindler jordbær

I dag har vi høstet de første Mieze Schindler jordbær. Det er en gammel jordbærsort som er forædlet af en Otto Schindler i Tyskland i 1920’erne og opkaldt efter hans kone. Det siger måske lidt om at Otto godt viste at han havde frembragt noget specielt. Sorten blev kendt i Tyskland for sin gode aroma og moderne kemisk analyse har da også fundet en god forklaring. Mieze Schindler indeholder aromastoffet methylanthranilate, som lidt forenklet er den væsentligste forskel på aromaen af jordbær og skovjordbær. Dvs. at Mieze Schindler har en aroma som leder tankerne hen på skovjordbær samtidig med at det er saftigt og sukkerholdigt som almindelige jordbær. Da det er en gammel sort er udbyttet ret beskedent og mest til at gå og snacke af, men nu hvor “hemmeligheden” er afsløret er der begyndt at komme nye sorter som også indeholder methylanthranilate.

Af andre specielle ting ved sorten skal nævnes formen, som er mere stump og bred end de moderne sorter. Hvis man trækker i det modne bær bliver blomsten siddende tilbage på planten. Det er smart hvis man straks skal bruge bærret, men det forringer selvfølgelig holdbarheden. Det er nok derfor man kun ser den egenskab hos de gamle sorter. Den breder sig lystigt med udløbere og kunne måske fungere som bunddækkeplante også.

Sidst, men ikke mindst, skal man være opmærksom på at sorten ikke er selvbestøvende. Man skal have en anden sort også. Bestøversorten skal helst være en remonterende eller middeltidlig sort for at sikre at de blomstrer samtidig. Hos os blomstrer den nogenlunde samtidig med Senga Sengana.

 

 

Hjemmedyrkede søde kartofler

Kan man dyrke søde kartofler i Danmark? Det spørgsmål stillede vi os selv for nogle år siden da vi faldt for denne velsmagende rodfrugt. Umiddelbart ser det vanskeligt ud. Søde kartofler er en tropisk art som ikke tåler frost og helst skal have over 100 dage med temperaturer mellem 21 og 29⁰C. I USA produceres de fleste i staterne North Carolina, Californien og Mississippi. På den anden side kunne vi også læse os til at forædlingen i USA har gjort det muligt at dyrke søde kartofler i de nordlige stater. I hvert fald på hobby basis. Dertil kommer, at man jo kan ”snyde” lidt og lave en plastic tunnel over dem i foråret. Vi besluttede os for at prøve.

Den første forhindring man møder når man vil dyrke søde kartofler, er at skaffe plantematerialet. I USA forhandles søde kartofler som stiklinger kaldet ”slips” i plantecentre og pr. postordre. Det er simpelthen et stykke af plantens overjordiske ranker evt. med en smule rødder som dannes når stykkerne sættes i vand. Så vidt vi ved er der ikke nogen danske planteskoler som tilbyder stiklinger på samme måde som i USA. Man har tre muligheder:

  1. Man kan prøve at spire en sød kartoffel fra grønthandleren. Fordelen er at de er lette at skaffe, ulempen er at det sandsynligvis ikke er en sort som er specielt egnet til nordligere himmelstrøg. Desuden kan det være svært at få knolde fra grønthandleren til at spire, måske fordi de behandles med et spirehæmmende middel. Hvis man vi prøve skal man starte tidligt, gerne i januar, så man kan få planten i god vækst og tage mange stiklinger midt i maj.
  2. Sommetider har vi set sød kartoffel planter i potter i plantecentrene. Det er ikke ideelt at plante dem på denne måde, for rødderne vokser jo i ring i sådan en potte og de spæde anlæg til knoldene dannes tidligt. Det betyder at knoldene kommer til at vokse som en knude. Kan man få fat i en pottet sød kartoffel inden midten af maj er det udmærket. Så kan man nå at lave sine egne stiklinger af dem.
  3. Endelig kan man være heldig at finde en planteskole et sted i EU som sælger rigtige sød kartoffel stiklinger og vil sende til Danmark.

Vi har prøvet alle ovennævnte metoder. I år bestilte vi stiklinger fra en engelsk planteskole. Vi valgte tre sorter: Carolina Ruby, Beauregard og T65. De ankom 6 juni hvilket var lidt ærgerligt for der var jo gået 3-4 uger forud hvor der var varmt nok til de kunne have etableret sig. Heldigvis var der godt med rod på dem da de ankom. Sådan så de ud:

Stikling

En af stiklingerne lige før plantning

Vi har jo haft en rigtig varm sommer så bortset fra den lidt forsinkede start har det været ideelt. Vi har ikke haft plastic over dem i år, men vi forvarmede jorden ved at lægge klar plastik ud et par uger i forvejen. Samme metode som man bruger til at fremelske de tidligste rigtige kartofler. Derudover har vi selvfølgelig vandet under tørken, for det er en tørstig afgrøde. Søde kartofler kryber hen ad jorden nærmest som vedbend:

Bed med søde kartofler

Sød kartoffel bedet i starten af september

For en uge siden høstede vi de første. Vi kunne ikke fornemme nogen knolde under T65. Måske ligger de dybere, måske er der ikke nogen. I hvert fald valgte vi at høste en Carolina Ruby og en Beauregard. Udbyttet var omtrent det samme. Ca. 200 gram knolde på hver plante. Et acceptabelt udbytte, men ikke det bedste vi har præsteret. Det er Carolina Ruby til venstre og Beauregard til højre.

Opravede søde kartofler

Opgravede søde kartofler Carolina Ruby (tv) og Beauregard (th)

Tilbage i 2014 var knoldene noget større, men disse er nu også først taget op i starten af november.

Kasse med sødekartofler

Vores søde kartofler i 2014

Vi noterer ned efterhånden som vi høster dem og vender tilbage med mere om udbyttet. Vi forsøger selvfølgelig også at gemme knolde så vi selv kan lave stiklinger til næste år. Det kommer der forhåbentlig også mere om. Den første høst blev brugt til et fad blandede bagte rodfrugter.

Fad med blandede rodfrugter

Sødekartofler med kartofler og rødbeder fra haven

Hvilken kartoffelsort skal man vælge? Hvert forår laver vi et større forarbejde for at finde de helt rigtige sorter til årets sæson. Der skal selvfølgelig være en tidlig, som regel vælger vi også en der kan gemmes til ud på vinteren og ofte en tredje som kan et eller andet specielt. Vi foretrækker en kartoffelsort som er så sygdomsresistent som muligt og helt en de ikke har fast i supermarkederne.

Det er med andre ord lidt af en kabale vi har lagt inden turen går til planteskolen hvor vi så bliver ramt af virkeligheden. De har næsten aldrig fuldt hus af de kartoffelsorter vi ville have. Så må man jo improvisere. Det var sådan den rødskrællede Cerise havnede i jorden hos os.

Den er klar lidt efter de allertidligste sorter, men holder sig fint i jorden nu hvor tørken for længst har visnet toppen ned. Det røde skind er helt glat så de kommer næsten rene op af jorden. Kødet mere gult end hos de fleste kartofler og det har en fin konsistens og rigtig god smag.

Der er selvfølgelig kun en rigtig måde at gøre nye kartofler rene på.

Cerise er vel egentlig en salatkartoffel og den er rigtig fin at koge. Vi holder nu også meget af at ovnbage dem vendt i lidt olivenolie. Skrællen bliver lidt mere chokoladebrun og ser meget indbydende ud.

Hjemmelavet mayonnaise er vildt lækkert, og det er faktisk ret enkelt at lave. Man skal blot sørge for at alle ingredienser har samme temperatur – ellers er der risiko for at den skiller!

Ingredienser

  • 2 pasteuriserede æggeblommer (1 bæger)
  • 1-2 tsk. hvidvinseddike
  • ca. 1½ dl vindruekerneolie
  • Salt
  • Peber
  • 5 gode stilke estragon fra haven

Fremgangsmåde

Bland æggeblommer og eddike i en lille skål.

Mens der piskes kraftigt (brug håndmixer) tilsættes olien langsomt – hav tålmodighed, hvis olien tilsættes for hurtigt kan mayonnaisen skille.

 

 

 

 

Når mayonnaisen er blevet tyk og lys (dog ikke helt hvid som den fra tube), smages den til med salt, peber og evt. lidt mere eddike.

De grove stilke fjernes fra estragonen, og bladene hakkes fint.

Den finthakkede estragon røres i mayonnaisen.

 

 

 

 

 

 

Mayonnaisen smager fantastisk på et stykke godt brød, i en sandwich med kylling eller til nye kartofler bagt i ovnen.

Velbekomme!