Der er mange kartoffelsorter med rød skræl, men i år har vi prøvet en sort som faktisk er rød hele vejen igennem. Vores datter kalder dem “Prinsessekartofler” mens forædleren har valgt sortsnavnet “Lily Rose”.

De nyopgravede Lily Rose ligner andre kartofler med rød skræl. Her sammen med den lyse Arielle.

Den røde farve kommer af farvestoffet pelargonidin som hører til anthocyaninerne. Den blå farve mange vil kende fra sorten Blå Congo skyldes det beslægtede stof petunidin. Anthocyaniner giver farve til masser af frugt og bær så de er helt ufarlige og meget tyder på at de er sundhedsfremmende. Man kan med andre ord roligt spise både røde og blå kartofler.

Her ses kartoflerne skrubbede og klar til kogning. Jeg har skåret en over så man kan se farven inden i. Farven kan være mere eller mindre komplet med fordeler sig under kogningen.

Hvordan er kvaliteten så? Ja, de smager af kartofler. Der er ikke noget afvigende der. De er ganske kogefaste og har en fin konsistens. De tidligste knolde har en fin tynd skræl som kan skrubbes af, som nogle vil forvente af nye kartofler. Dem jeg har høstet i dag har en lidt mere vedhæftende skræl, men tynd og glat. Absolut velegnet til at spise uden at skrælle dem. Altså en udmærket spisekartoffel hvor man ikke giver køb på noget for at få farven.

Kogt eksemplar. Farven bliver lidt mere mat men holder rigtigt godt til kogningen.

Lille humlebille

Sidste år såede vi lidt forskellige blomsterfrø i et hjørne af det der ellers er køkkenhave. Bl.a. røllike, som er toårig og altså først blomster i år. Røllikerne er en forædlet form som antager forskellige nuancer mellem helt hvid (som de vilde) og rød. Det er rigtig flot og så tiltrækker de også en masse insekter. Især er svirrefluerne vilde med dem og det jo dejligt for de holder bladlusene lidt i skak.

Nu er det ikke fordi jeg har meget forstand på insekter, men jeg har dog en fornemmelse for om jeg har set et dyr før. Krabaten herover har jeg ikke før. Efter lidt søgen på nettet har jeg fundet ud af at det drejer sig om “Lille humlebille”. Der findes også en “Stor humlebille”. De kan skelnes ved at på den øverste kant af dækvingerne oppe ved “nakken”. Den lille er gul her og den store er sort.

Den store er meget sjælden og den lille også ret sjælden, men i fremgang. Det er et af de insekter som rykker nordpå pga. det mildere klima. Den er vistnok set første gang i 1998. Selvom den er ny anses den ikke for at være invasiv eller på anden vis nogen trussel. Billen spiser af forskellige blomster mens larven udvikles i trøsket træ.

Siden midten af maj og indtil for få dage siden, har vi jævnligt høstet af vores rabarber. Nu får planterne en pause, og så kan der høstes lidt igen fra midten af august.

Den seneste høst blev til hele tre forskellige lækkerier.

Rabarbersaft med sødskærm

  • 2 kg rabarber
  • 2 stængler sødskærm
  • 600 g sukker
  • 2 tsk nonoxal
  • Vand
  • Evt atamon

Fyld vand i saftkogerens nederste etage. Skær rabarber og sødskærmstængler groft og kom dem i saftkogerens øverste etage. Når saften er kogt af rabarberne tappes den over i en gryde. Saften tilsættes sukker og nonoxal og bringes i kog. Når saften har kogt i et par minutter, slukkes blusset og saften skummes. Der tilsættes evt Atamon (se mængder på flasken) og saften hældes på rene skoldede flasker.

Inden servering fortyndes den afkølede saft med vand eller danskvand efter smag.

Rabarber-crumble med kokos og vanilje

Fyld:

  • 600 g rabarber
  • 125 g sukker
  • 3 spsk vaniljesukker
  • 2 spsk kartoffelmel

Smuldredej:

  • 150 g smør
  • 2,5 dl mel
  • 3 spsk sukker
  • 1 dl kokosmel
  • 2 spsk vaniljesukker

Snit rabarberne fint og bland dem godt med de øvrige ingredienser til fyldet. Fordel fyldet i en smurt tærteform.

Læg en tredjedel af kokosmelet til side, og bland resten af ingredienserne til smuldredejen i en skål. Fordel smuldredejen oven på fyldet – der må meget gerne være små huller og sprækker. Drys resten af kokosmelet over tærten og bag den i 25 min ved 225 grader.

Tærten kan nydes både lun og kold. Server den som den er eller med flødeskum, creme fraiche eller vaniljeis.

Kold rabarbersuppe

  • 700 g rabarber
  • 8 dl vand
  • 175 sukker
  • 1 tsk vaniljepasta
  • 1 tsk nonoxal
  • 1 spsk kartoffelmel

Pynt: Friske bær og flødeskum

Snit rabarberne groft og kom dem i en gryde sammen med vand og nonoxal. Kog det hele i 30 minutter. Si saften og kassér de udkogte rabarber. Tilsæt sukker og vaniljepasta og bring igen saften i kog. Når suppen koger tilsættes kartoffelmel blandet med lidt vand. Der røres godt og gryden tages straks af blusset. Lad suppen blive iskold inden servering.

Kronen under en skyfri himmel

Da vi købte huset fulgte der et stort magnolietræ med. I kan tro vi tit har forbandet det træ hen hvor peberet gror. Det er alt for stort, men ikke let at beskære så det bliver pænt. Det taber enormt mange blade og de er store og tykke og tager lang tid om at blive omsat. Ud over selve bladene i efteråret, så taber det også nogle skaller som sidder uden om blomsterknopperne, blomsternes kronblade og de kogleagtige frugter.

MEN… et par uger i foråret er det træ ubetinget havens stjerne. Billederne her fra 21 april.

Magnolieblomst tæt på.
Hele træet

Vi vil gerne gøre noget for sommerfuglene i vores have. Man kan jo plante nogle blomster med masser af nektar som trækker sommerfuglene til. Det er udmærket og det gør vi også, men nok så vigtigt er det at tænke på sommerfuglenes larver. Ingen laver ingen sommerfugle. Nu er det sådan med sommerfugle at de ofte har helt bestemte planter på børnemenuen. Tænk f.eks. på kålsommerfuglen hvis larver lever af kål og evt. tallerkensmækker, men aldrig kartoflernes blade. Det handler altså om at sørge for at haven indeholder et bredt udvalg af disse værtsplanter for sommerfuglelarver. Der er flere steder man kan læse om det. Jeg har haft stor glæde af denne side: Danske Dagsommerfugle. Her kan man blandt andet læse at forskellige arter af perlemorsommerfuglene har violer som værtsplanter (med lidt variation i præcis hvilke violer der går an). Perlemorsommerfuglene har det ikke let og nogle er meget truede, men vi bor tilfældigvis i et område hvor et par af arterne stadig findes. De flyver ikke langt, så det lidt optimisk at tro på at de kommer her men vi har altså besluttet at de i hvert fald ikke skal komme forgæves. Vi skal have nogle violer. Hvis mange gør ligesådan kan vores haver jo fungere som trædesten for de truede dyr, så de kan bryde ud fra de små lokaliteter hvor de er tilbage. Det er i hvert fald min teori.

Det skulle vise sig noget vanskeligt at skaffe frø af de vilde violarter som er perlemorsommerfuglenes foretrukne. Det lykkedes dog at finde frø af martsviol . Det er egentlig en art som er indført som kulturplante, men den “godtages” dog af de fleste perlemorsommerfuglearter. Det er forresten også den man bruger til kandiserede violer, men det er en anden historie. Frøene fra Blomsterverden kom med posten for en månedstid siden. Som jeg stod der med frøbrevet må jeg indrømme at jeg følte mig lidt dum, for blomsten på pakken, indså jeg nu, har været i haven hele tiden. Et par steder i kanten af græsplænen og under hækken har vi små bestande af martsviol fra tidligere ejeres tid. Jeg har selvfølgelig set dem, men ikke lige tænkt nærmere over hvad de var for nogle.

Martsviol i vores have

Skaden er ikke større end at vi selvfølgelig sår de indkøbte martsvioler og planter dem der hvor vi havde planlagt. Jo flere jo bedre. Historien stopper imidlertid ikke her. Da jeg skulle til at omlægge vores jordbærbed til køkkenhave stod der sørme også de fineste små violer langs bedets bagkant. Disse violer var tydeligt anderledes end martsviolerne. Jeg har nu læst op på sagen og spurgt mig for på fugleognatur og jeg er efterhånden nogenlunde overbevist om at det skovviol selvom det er vanskeligt at udelukke den nærtstående kratviol.

En af violerne på fundstedet mellem ukrudt og citronmelisse
Farven på sporen bruges til at skelen skov- og kratviol. Hos skovviol er den mørkeblå/lilla mens den er hvid til svagt blå hos kratviol. Det er sporen som rører min tommelfinger.

I forhold til vores sommerfugleprojekt er det mildest talt et lykketræf at finde skovviol for den står øverst på menukortet. Det er lidt et mysterium hvor de egentlig kommer fra. Vi har haft dyrket jorden hvor de stod som køkkenhave og holdt nogenlunde rent mens der var jordbærbed. De må altså have sået sig der for nylig. Violers frø spredes af myrer, så det er ikke så mærkeligt at de dukker op nye steder, men der skal selvfølgelig være en bestand i nærheden. Vi kunne også finde yderligere et par eksemplarer blandt martsviolerne. Det tyder lidt på at de to violarter engang er plantet sammen af en tidligere ejer. Alternativt spreder de sig sammen rundt mellem haverne i vores kvarter. Det finder vi nok aldrig ud af.

De skovvioler som stod i køkkenhavejorden er nu flyttet til en plads hvor vi bedre kan passe på dem og forhåbentlig med tiden få mange flere.

Vi skal ikke undlade at opfordre til at man ikke indsamler planter i naturen. Køb i stedet frø og planter af martsviol, vild stedmoder og hvad i ellers kan finde af violer og stedmoderblomster.

Formodet skovviol på sin nye plads

Vi forlod haven en forårsdag og fandt den igen i vinterdragt.

Sne 29 marts

Sådan er det jo på denne årstid. Vejret kan skifte frem og tilbage og man kan godt risikere at brænde fingrene som optimistisk havejer. Vi har heldigvis kun sået valske bønner direkte udendørs og de skal nok klare sig. Der er heldigvis heller ikke nogen af vores frugttæer som har fået den tanke at springe ud. Lad os håbe at det var sidste pip fra vinteren.

I dag har der virkelig været forårsstemning i haven og hele familien har været ude at nyde vejret og tage lidt hul på forberedelserne til årets sæson. Her er lidt af det man kan opleve allerede nu.

De første mariehøns har vovet sig frem. Planten den sidder på er en rød tvetand. Det er egentlig en ukrudtsplante som blev vældig almindelig i haven og tilsyneladende alle mulige andre steder efter tørken i 2018. Den var også flittigt besøgt af bier. Jeg så mindst to arter, men de havde ikke tid til at blive fotograferet. Vi har ikke travlt med at forfølge rød tvetand, for den virker ret harmløs og både bierne og vores datter er glade for den. Helt fredet er den dog heller ikke hvis den f.eks. indfinder sig i køkkenhaven i sæsonen.

Mariehøne i rød tvetand

Forårsfornemmelser er der også hos duerne som har lavet rede i vores espalierende pæretræ lige ved terrassen. Der har været et duepar fast i haven i flere år- De flytter lidt rundt, men ofte vender tilbage til de samme redepladser igen. Derfor tænker jeg det nok er det samme par.

Due på reden

I køkkenhaven er grønkålen fra sidste år begyndt at vokse igen. Selvom de var pillet godt af efter julens grønlangkål produktion står de nu med fine blade i god “salat kvalitet”. Vi spiste af dem i går.

Overvintret grønkål

Under oprydning i køkkenhaven fandt vi også dette rødløg som har overvintret og delt sig i fire forårsløgslignede planter. De fandt også anvendelse i køkkenet.

Rødløg som har delt sig. Det er den oprindelige løgskal som ligge til venstre.

To af vores honningbær, Kalinka og Eisbär, står lige nu med det flotteste friske løv. Den tredje, Kamchatika, ser mere trist ud og har kun grønne skud i spidsen af grenene. Sådan er det hvert år. Det mærkelige er at det vender, så Kamchatika indhenter de andre og står flot længst ud på sensommeren.

Kalinka honningbær plante

Guldbasse larve

I forbindelse med at jeg har udbragt vores kompost er jeg stødt på rigtig mange af disse larver. De ligner jo gåsebillelarver som kan gøre en del skade i græsplænen, men det er det ikke for gåsebillelarver spiser levende rødder. Det finder de ikke finder i komposten. Det er derimod højest sandsynligt larver af grøn guldbasse som er en flot grøn bille. Larverne lever normalt af trøsket (nedbrudt) træ men tager sig også til takke med en kompostbunke. Den voksne bille spiser blomster af f.eks. skvalderkål, tidsel eller hyld. Den kan også finde på at spise en rose eller andet i haven, men det er yderst beskedne skader den udretter for billerne færdes alene.

Bringer man larverne ud med komposten bliver de en lækkerbisken for fuglene, men jeg vil nu foreslå at man tager nogle stykker fra og giver dem chancen for at føre slægten videre og bidrage til biodiversiten. De har brug for et sted hvor de kan gnaske løs i trøsket træ eller grov kompost uforstyrret i et par år. Det kan f.eks. være i en kvasbunke eller i en stor omvendt urtepotte med egnet materiale.

Guldbasser