Worcesterbær – Oregon Stikkelsbær

Modne worcesterbær

Lad os starte med at slå fast at worcesterbær (eng. ‘worcesterberry’) ikke har noget at gøre med det brune britiske bryg, byen eller grevskabet. Vi har at gøre med en amerikaner som har fået navn efter Worcester, Massachusetts. Her lå engang en planteskole som mangfoldiggjorde en bestemt klon af Oregon stikkelsbær (Ribes divaricatum), en vild slægtning til det almindelige stikkelsbær . Den blev så kendt som worcesterberry. Om der stadig kun er denne ene klon i omløb under navnet worcesterberry / worcesterbær ved jeg ikke. Oregon stikkelsbærret vokser som navnet antyder naturligt langs stillehavskysten i staterne Oregon, Washington og canadiske British Colombia. Man kan krydse Oregon stikkelsbærret med det europæiske stikkelsbær (Ribes uva-crispa). Det har man udnyttet til at krydse resistens mod meldugsygdommen stikkelsbærdræber ind i moderne stikkelsbærsorter. Der er således lidt Oregon stikkelsbær eller en af de andre vilde amerikanske arter i næsten alle stikkelsbærsorter som er fremavlet siden ca. 1920.

Worcesterbær fortjener nu også at blive dyrket i sin egen ret. Bærenes størrelse er som solbær for de mindste og op til lidt mindre end stikkelsbær. Udbytte har jeg ikke tal for, men det er min fornemmelse at den ikke står væsentligt tilbage for andre frugtbuske i Ribes slægten. Jeg vil beskrive smagen som “sødt og godt af bær”. Dermed mener jeg at den ikke har nogen meget karakteristisk smag sådan som f.eks. solbær eller jordbær har. Det er mere hen ad blandet rød saftevand eller røde vindruer. Det er med andre ord et fint bær at spise direkte fra busken. Mulighederne for tilberedning er vi først lige begyndt at udforske.

Vi fik vores busk som en lille etårs stikling for et par år siden. Siden er den vokset godt til. Dette forår stod den tæt besat med bær på grenene og så rigtig lovende. Så kom stikkelsbærbladhvepsen forbi og dens larver formåede at afløve midten af busken på par døgn før jeg fik øje på problemet.

Stikkelsbærbladhvepsens larver angriber stikkelsbær og worcesterbær med glubende appetit.

Efter larvernes angreb fremstod busken noget afklædt og jeg er sikker på at det hjulpet solsortene til at se og tage godt for sig af bærene. De starter før bærene er modne.

Worcesterbær busken i starten af maj efter angrebet.

Selvom over halvdelen af bærene var forsvundet lykkedes det mig at plukke godt 600 gram. Det skal i den forbindelse nævnes at busken er tornet som de værste af stikkelsbærsorterne. Dertil kommer at bærene sidder tættere på grenene. Jeg bruger en arbejdshandske på venstre hånd og løfter grenene med den. Så kan kan jeg forsigtigt plukke bærene med højre hånd. Man skal nok ikke være alt for hysterisk angst for at stikke sig for det kan ikke helt undgås.

Årets høst af worcesterbær

Som et lille kuriosum skal nævnes at ret mange af bærene var dobbelte som nedenstående.

To tvilling og et normalt bær

Jeg kan forestille mig mange ting de sikkert er gode til. Saft, bagværk, romtopf osv. men der er en ting som har spøgt i baghovedet siden vi anskaffede busken. En engelsk planteskole skrev i sin beskrivelse af busken ” makes wonderful jam”. Derfor har jeg besluttet at denne første, større, høst skal laves til syltetøj.

På grund af bærenes størrelse og slægtskabet har jeg valgt at læne mig kraftigt op ad opskrifter på solbærsyltetøj. Bærene trimmes for stilk og blomst og skylles godt. Der kommes lidt vand (1/10 af bærenes vægt) i en gryde. Derefter kommes bærene i, blandet med halvt så meget sukker, og 1 tsk citronsaft pr. kg bær. Blandingen varmes forsigtigt op.

Syltetøjet under tilberedning

Hüttemeier skriver et sted at solbærsyltetøj ikke må koge. Så skulle bærene blive hårde og syltetøjet kedeligt. Jeg ved ikke helt hvad jeg skal tro eller om det også gælder worcesterbær, men jeg valgte at undgå kogning. I stedet holdt jeg blandingen mellem 95 C og 99 C vha. et termometer i 20 min. Jeg rørte kun forsigtigt i det for at holde bærene hele. Undervejs tilsættes melatin eller tilsvarende. Jeg synes at syltetøj, i modsætning til marmelade, skal løbe lidt så jeg tilsatte lidt mindre end anbefalet. Til slut tilsatte jeg atamon og fyldte det på skoldede glas. Man skal være opmærksom at der ikke er sukker nok i opskriften til at konservere syltetøjet så bruger man ikke atamon vil jeg anbefale at man sætter det i køleskabet og bruger det inden for kort tid. Syltetøjet har en smuk dybrød farve.

Worcesterbær syltetøj

Tilberedningen havde overraskende stor indflydelse på smagen. Der kom en syrlighed og en kompleksitet frem som de utilberedte bær ikke havde. Jeg vil beskrive smagen som et sted mellem solbær og ribs med et strejf at tyttebær. Virkeligt lækkert til vafler, pandekager eller bare på brødet.

Pandekage med worcesterbærsyltetøj

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *