Kvæde (Cydonia oblonga) må være det man sommetider kalder en ”glemt frugt”. I hvert fald er der mange som ikke kender den. Det er en skam, for det er et kønt træ som ikke er nær så plaget af plantesygdomme som mange andre frugttræer. Og så er der frugterne som dufter fantastisk af æble med et strejf af citron. Man kan spise kvæder som de er, men de har en garvesyreagtig bitterhed som de færreste nok lige umiddelbart vil bryde sig om. Det er først og fremmest tilberedt at kvæderne kommer til deres ret. Man kan vist bruge kvæder til stort set alt hvad man bruger madæbler til og specielt kan det anbefales at blande de to. Kvæderne gør blandingen mere aromatisk mens æblerne bidrager med saftighed og sødme. Man kan også bruge kvæder til kvædebrød (en slags frugtlæder) og kvædete. Det skal nævnes at kvæder ofte har en brunfarvning indeni som minder om den æbler får når de er blevet stødt. Det betyder ikke noget og er ikke udtryk for at frugten er beskadiget.
Der findes æblekvæder og pærekvæder som kun adskiller sig på frugtens form (gæt selv hvordan) og så er der japankvæder som er en helt anden art. Jeg skal ikke komme nærmere ind på japankvæde her. Vores kvædetræ er af sorten “Konstantinopel”.
Hos os er kvæden det sidste frugttræ som blomstrer og det er helt fint, for så er risikoen for frostskade på blomsterne ikke stor. I år, hvor mange må se langt efter æbler pga. sen nattefrost, har vi masser af kvæder. Vi er også mere ude i haven på den tid hvor kvæden blomstrer, så på den måde har vi mere glæde af dem.
Høsten af kvæder er også sen. Frugterne sidder små og dunede på træet hele sommeren for så at svulme op og blive mere glatte langt ud på efteråret. Vi har høstet kvæder i dag og lader dem nu eftermodne lidt indendørs.
Dagens høst
