Nu er det snart juni og det er tid til de sidste manøvrer inden de søde kartofler skal plantes på friland. Ja, havde vi haft en lun og stabil maj kunne de med fordel have været plantet ud allerede. Se hvordan moderplanterne blev startet op her: https://madoghaveliv.dk/gang-i-de-soede-kartofler/. Moderplanterne har nu stået og vokset sig store i vindueskarmen og nu er tiden kommet til at lave stiklinger.

Moderplante

Moderplante af sød kartoffel “Carolina Ruby”

Der er ingen ben i at lave stiklingerne. Klip stumper på 20-30 cm af rankerne. Fjern bladene fra den nederste halvdel af stumperne og sæt dem i vand i et højt glas. Sæt glasset et lunt sted indtil roddannelsen er i gang og vejet er gunstigt for udplantning. Da plantes stumperne direkte i jorden ude.

Stiklinger

Sød kartoffel stiklinger

Det sværeste er nok at modstå fristelsen til at plante de store moderplanter ud. Bevares, det sker der heller ikke noget ved hvis man har plads, men man skal regne med at knoldene bliver skæve og sammenviklede fordi anlægene til dem allerede er dannet i potten. Stiklingerne derimod for mulighed danne dem frit i havejorden så de bliver pæne.

Timian i blomst

Timianplænen er ved at lukke sig rigtigt fint og den er så småt begyndt at blomstre.

Den blev luget for to uger siden og det tror jeg er vigtigt, for timianen er kun nogle få cm høj og kan ikke konkurrere med kraftigere ukrudt. Når det er sagt, så kommer der mærkbart mindre ukrudt op efterhånden som timianen etablerer sig. Måske skyldes det simpelhen at vindbårne frø har svært ved at trænge gennem plænen ned til jorden. Men så længe der spirer noget frem må man luge ret nidkært og i hvert fald inden ukrudtet sætter frø. Til gengæld kan glæde sig over at lade plæneklipperen blive i skuret.

Timianplæne

Timianplænen lidt fra oven

Ser man nøje på plænen fremstår den som et patchwork af partier med mere eller mindre tætvoksende felter og felter som varierer lidt i blomstringstid. Det skyldes givetvis en vis genetisk variation i de frø plænen er start fra. Jeg synes egentlig det er pænt, men vil man have det anderledes kan man jo anlægge plænen med stiklinger fra en enkelt moderplante.

Langs to af kanterne har vi narcisser og tulipaner. De har blomstret flot, men er nu ved at takke. Inde på plænen er der allium “Purple Sensation”. De er også kommet igen og blomster lige nu. Desværre blev bladene meget hurtigt gule. Jeg gætter på at det skyldes det meget tørre vejr i april, men nu må se fremover. Det kan godt være de må finde andet hjem på sigt.

Læs hvordan plænen er anlagt her:

https://madoghaveliv.dk/timianplaene/

 

Løgplante

Sikken et forår det har været. Tørt og med en temperatur der har hoppet op og ned. Vores tidlige kartofler har fået toppen svedet af nattefrosten, men kommer nu stærkt igen. Værre er det med de tidlige jordbær hvor en sort plet midt i de fleste blomster vidner om frosten kommer til at koste på udbyttet her. Vi har heldigvis også senere sorter.

Frostskadede jordbærblomster

Jordbærblomster med frostskade

Vi har holdt igen med at så og udplante de mest varmekrævende afgrøder i køkkenhaven pga. de ustabile temperaturer og vi har også været forsigtige med at så små frø som dårligt tåler udtørring. En af undtagelserne er salat, som ikke kan spire når jorden bliver for varm. Her har vi sået og vandet.

Det er nu ikke kun derfor bloggen har være lidt stille her i foråret. Vi har nemlig også haft familieforøgelse. Nu skal der imidlertid til at ske noget i haven og så kommer der også gang i bloggen igen.

Løgplante

Løgplante til udplantning

I dag har jeg udplantet løg. Det er jo let og effektivt at købe en pose stikløg, men vi synes altså det er sjovere at dyrke dem fra frø. Udvalget af sorter er også større på den måde. Vi forspirer løg indendørs i slutningen af marts på samme måde som man gør med porer. Dvs. at de sås ret tæt i en bakke jord med 3-5 mm jord over. Et par dage inden udplantningen sættes bakken udendørs et sted hvor de ikke bliver udsat for direkte sol midt på dagen.

Ved udplantningen listes de enkelte løgplanter forsigtigt ud af jordklumpen med så meget rod som muligt og plantes med en håndsbredde i mellem. Til slut vandes godt, for de har ikke meget rod i udgangspunktet.

Udplantning af løg

Udplantning af løg

Hvidløgene som blev sat i februar https://madoghaveliv.dk/saet-hvidloeg-i-koekkenhaven/ kommer fint og bagved kan man lige se de forårsløg som blev sået i august https://madoghaveliv.dk/saa-i-august/.

Hvidløg og forårsløg

Hvidløg og forårsløg

 

DCA-Nationalt Center for Fødevarer og Jordbrug ved Aarhus Universitet har begået et vaskeægte stykke public service. Det drejer sig om “DCA rapport Nr. 148 Frugt og Bær- Gode sorter til haven”.
Rapporten giver det bedste samlede overblik over aktuelle haveegnede sorter af frugttræer og buske jeg har set til dato. Den kommer godt omkring forhold arterne og medtager f.eks. nye bekendtskaber som honningbær og havtorn. Alligevel er den let læseligt og overskuelig.
Tidligere kunne denne type rapporter være meget konservative. Man turde ikke rigtigt anbefale sorter man ikke havde mange års erfaringer med. Der må jeg sige at forfatterne er blevet lidt mere modige og det er positivt. Personligt ville jeg gerne høre mere om de forsøg som må ligge til grund for anbefalingerne, men jeg anerkender også at det ville gøre rapporten mere tung at læse. Det har man forståeligt nok ikke ønsket.

Rapporten kan hentes helt gratis (elektronisk) eller bestilles trykt for en beskeden sum her:

http://web.agrsci.dk/djfpublikation/index.asp?action=show&id=1294

Foråret står for døren og det er på høje tid at få gang i de grøntsager som kræver den tidligste start indenfor. Hos os betyder det ikke mindst søde kartoflerne, men først lige skal vi lige se på høstudbyttet fra sidste år. Vi plantede fem stiklinger af hver af sorterne Beauregard, Carolina Ruby og T65. Når vi gør det samlede udbytte af brugbare knolde op gav det:

Beauregard: 1850 g

Carolina Ruby: 985 g

T65: 2543 g

Forsøget er selvfølgelig alt for lille til at være videnskabeligt, men mon ikke det giver et lille fingerpeg. Den største enkeltknold var en T65 på 532 g. Mht. smag og udseende, så minder Beauregard meget om de knolde man typisk finder i detailhandlen. Sikkert fordi de faktisk er af samme sort. Carolina Ruby har rødere skræl og lidt mere farve indeni, men smager ellers omtrent som Beauregard. Måske af lidt mere. T65 skiller sig ud ved at have hvidt kød og en markant sødere smag. Den vil nok dele vandene, men jeg kan rigtig godt lide den.

Læs mere om vores søde kartofler sidste år, hvordan man skaffer sig lægge materiale og se fotos her: https://madoghaveliv.dk/dyrk-dine-egne-soede-kartofler/

Vi spiste af vores egne søde kartofler frem til nytår. Så var vi nødt til at gemme resten til læggemateriale. Samtidig begyndte vi at opleve lidt spirer på T65. Den har tilsynladene ikke så meget spirehvile som de andre sorter. Det betyder at den ikke kan opbevares så længe, men til gengæld er den måske lidt lettere dyrke år efter år med eget læggemateriale. Her er en plante jeg startede i juleferien ud fra en T65 knold som var spiret i den ene ende. Jeg skar simpelhen ca. 2 cm af knolden hvor spirene var og lagde den i en lille skål vand. Senere omplantede jeg til en potte. Resten af knolden blev spist. Planten har stået i et nordvendt vindue fordi det er det eneste kattesikre sted om vinteren. Selvom det ikke er ideelt har planten egentlig vokset ok og den bliver rigtig god at skære stiklinger af. De planter jeg starter nu skal nemlig kun fungere som moderplanter og levere stiklinger som plantes direkte udenfor.

Sød kartoffel plante

T65 sød kartoffel plante

Herunder kan I se anden T65 som er godt i gang med at spire på eget initiativ. Ligesom på rigtige kartofler så sætter knolden mange spirer rundt omkring på hele knolden.

Spirende sød kartoffel

T65 knold med spirer

Sådan en knold kan man bare plante i en potte med et par cm jord over, men sørg endelig for at jorden har stået indenfor længe nok til at opnå stuetemperatur og udfør arbejdet inde i varmen. Søde kartofler bryder sig ikke om kulde.

Er der ikke kommet spirer af sig selv plejer jeg at bruge den metode som er vist på fotoet her under. Knolden holdes fast i et glas vand med tre tandstikker og glasset stilles et lunt sted. Jeg plejer faktisk at lægge et bræt oven på en radiator og stille glasset der indtil knolden er kommet i gang. Så flytter jeg glasset til vinduet. Igen kan man vælge at plante knolden over i jord eller man kan lade skudene blive så lange at man kan tage stiklinger direkte fra knolden.

Spiring af sød kartoffel

Carolina Ruby sat til spiring i vand

 

Held og lykke hvis du har fået lyst til prøve at dyrke søde kartofler.

Hvidløg er en nem og anvendelig plante i køkkenhaven. Nem, hvis altså man opfylder to vigtige forudsætninger. Den ene er at man skal sætte løgene i det sene efterår. Løgene kræver nemlig en kuldeperiode på mindst 5 uger under 5⁰C. Man kan ganske vist købe sætteløg som har fået denne kuldebehandling i kølerum, men overvintringen på stedet giver også løgene et forspring i forhold til at etablere sig og sætte rødder så det vil vi alligevel anbefale. Den anden forudsætning er at man vælger en egnet sort. For nogle år siden afprøvede vi fem sorter; Germidour, Messidrome, Therador, Thermidrome og Vigor. Disse er alle dyrket med succes i Danmark og de lykkedes også alle for os. Vigor gav dog klart det bedste udbytte og en fin ensartet størrelse hos os, skarpt forfulgt af Thermidrome. Da vi oprigtigt talt ikke kan smage nogen forskel har vi lige siden kun dyrket Vigor.

Et er teori noget andet er sommetider praksis. Vi fik godt nok indkøbt sætteløg i efteråret, men travlhed på andre fronter gjorde at vi ikke fik dem sat. Nu blev vinteren jo som bekendt mild og jorden var frostfri i starten af januar, så der blev de sat. Vi forventer at det er næsten lige så godt som efterårsplantningen, men man kan selvfølgelig ikke altid regne med at kunne komme i jorden i januar.

Metoden er enkel. Del hvidløgene op i fed og brug de største hvis du ikke har plads til dem alle. Lav huller på knap 10 cm dybde så fedene kommer til at stå i 7-8 cm dybde. De skal vende med den spidse ende op ad. Eller sagt på en anden måde, den ende som vender mod roden på sætteløget skal vende nedad igen.

Plantning

Hvidløgsfed i plantehullet.

Tryk jorden godt til omkring løget. Afstanden skal være 10-12 cm i rækken og 50 cm mellem rækkerne. Normalt vil man grave jorden igennem først. Da vores jord er meget leret og umulig om vinteren har jeg valgt at undlade gravningen og i stedet strø 1-2 cm halvomsat kompost oven på jorden.

Hvidløgsrække dækket af kompost

Hvis i er hurtige tror jeg stadig at man lige kan nå at sætte hvidløg.

Englands Rose

Oktober står for døren, vinden suser og det bliver tidligt mørkt. Det er fristende at blive inde, men husk nu at det er højsæson. Højsæson for plantning af træer og buske. Frugtbuske, hækplanter og ikke mindst roser etablerer sig allerbedst hvis de plantes nu og der er penge at spare ved at vælge barrodsplanter. Som navnet antyder er barrodsplanter planter som sælges uden jord om rødderne. Det lyder måske tosset, men hvis de plantes på det rigtige tidspunkt (fra nu og til frosten kommer) så etablerer de sig faktisk bedre end pottede planter. Plantetorvet har et stort udvalg og giver 25% rabat på mange af dem i denne weekend Plantetorvets roser (reklame). Sidste år ved denne tid bestilte vi 17 forskellige barrodsroser fra forskellige leverandører. Dem plantede vi langs vores stakit mod vejen. De har alle mulige farver og ud over at vi synes at de hver især er flotte, så har de ikke andet til fælles end at de bliver lidt højere end stakittet. Sådan syntes vi nemlig det skulle være. Roserne blev sat med podestedet ca. 10 cm under jorden og ellers uden den store ceremoni. Af de 17 planter kom 15 planmæssigt i foråret. De to døde var med i en forsendelse som kom til at ligge 10 dage på posthuset fordi vi ikke modtog en pakkeseddel. At de otte andre roser i den samme forsendelse overlevede siger lidt om hvor meget “mishandling” barrodsplanter kan tåle. Vi fik i øvrigt de to døde roser erstattet uden problemer. Pga. den ekstreme tørke har vi selvfølgelig været nødt til at vande, men de klarede sig faktisk rigtig længe før det blev nødvendigt. Ca. 3 uger uden regn tror jeg de klarede før jeg begyndte at vande dem. Fra da af fik de ca. 10L pr plante engang om ugen. Alle har blomstret, men de er ikke blevet helt så høje som de burde. Det tror jeg nu nok de skal blive til næste år. Enkelte blomstrer stadig. Øverst er det “Englands Rose”, herunder “Grace” og nederst “Hot Chocolate”.

Grace rose

Grace

 

 

Hot Chocolate rose

Hot Chocolate

Skal man have sjældne planter eller sorter hjem fra udlandet er det også en god ide at gøre det nu og få dem sendt som barrodsplanter. Det har vi gjort med forskellige frugtbuske.

God fornøjelse.

Hel gulbede

Jeg gerne slå et slag for en overset grøntsag – gulbeder eller gule rødbeder om man vil. Botanisk set er det bare en farvevariant af den velkendte rødbede og dyrkningen adskiller sig ikke fra dyrkningen af almindelige rødbeder. Det er med andre ord en ret let grøntsag at dyrke. Hvordan smager den så? Ja, af rødbede og så alligevel… Jeg synes gulbederne er sødere og rødbedesmagen lidt mildere. Sagt med det forbehold at jeg selvfølgelig ikke har smagt alle rødbedesorter. Årsagen kan måske være at røde rødbeder i høj grad er forædlet med tanke på syltning hvor man jo skal bruge masser af farve og masser af rødbedesmag.

Skrællet gulbede

Skrællet og halveret gulbede

Gulbeder egner sig ikke til syltning. Farven bliver for trist og de er for milde til at give eddiken modspild. Til ovnbagning synes jeg til gengæld at gulbederne er langt de bedste og man kan også lave en rigtig god gul borsjtj af dem. De er i øvrigt også lettere at have at gøre med i køkkenet. De farver ikke alt hvad de kommer i nærheden af. Den mest almindelige sort er vist Burpees Golden. Den er udmærket, men jeg synes endnu bedre om Boldor. Sidstnævnte kan blive rigtig stor uden at blive træet eller på anden måde ringere af det. Fotos her er en Boldor.

Hjemmedyrkede søde kartofler

Kan man dyrke søde kartofler i Danmark? Det spørgsmål stillede vi os selv for nogle år siden da vi faldt for denne velsmagende rodfrugt. Umiddelbart ser det vanskeligt ud. Søde kartofler er en tropisk art som ikke tåler frost og helst skal have over 100 dage med temperaturer mellem 21 og 29⁰C. I USA produceres de fleste i staterne North Carolina, Californien og Mississippi. På den anden side kunne vi også læse os til at forædlingen i USA har gjort det muligt at dyrke søde kartofler i de nordlige stater. I hvert fald på hobby basis. Dertil kommer, at man jo kan ”snyde” lidt og lave en plastic tunnel over dem i foråret. Vi besluttede os for at prøve.

Den første forhindring man møder når man vil dyrke søde kartofler, er at skaffe plantematerialet. I USA forhandles søde kartofler som stiklinger kaldet ”slips” i plantecentre og pr. postordre. Det er simpelthen et stykke af plantens overjordiske ranker evt. med en smule rødder som dannes når stykkerne sættes i vand. Så vidt vi ved er der ikke nogen danske planteskoler som tilbyder stiklinger på samme måde som i USA. Man har tre muligheder:

  1. Man kan prøve at spire en sød kartoffel fra grønthandleren. Fordelen er at de er lette at skaffe, ulempen er at det sandsynligvis ikke er en sort som er specielt egnet til nordligere himmelstrøg. Desuden kan det være svært at få knolde fra grønthandleren til at spire, måske fordi de behandles med et spirehæmmende middel. Hvis man vi prøve skal man starte tidligt, gerne i januar, så man kan få planten i god vækst og tage mange stiklinger midt i maj.
  2. Sommetider har vi set sød kartoffel planter i potter i plantecentrene. Det er ikke ideelt at plante dem på denne måde, for rødderne vokser jo i ring i sådan en potte og de spæde anlæg til knoldene dannes tidligt. Det betyder at knoldene kommer til at vokse som en knude. Kan man få fat i en pottet sød kartoffel inden midten af maj er det udmærket. Så kan man nå at lave sine egne stiklinger af dem.
  3. Endelig kan man være heldig at finde en planteskole et sted i EU som sælger rigtige sød kartoffel stiklinger og vil sende til Danmark.

Vi har prøvet alle ovennævnte metoder. I år bestilte vi stiklinger fra en engelsk planteskole. Vi valgte tre sorter: Carolina Ruby, Beauregard og T65. De ankom 6 juni hvilket var lidt ærgerligt for der var jo gået 3-4 uger forud hvor der var varmt nok til de kunne have etableret sig. Heldigvis var der godt med rod på dem da de ankom. Sådan så de ud:

Stikling

En af stiklingerne lige før plantning

Vi har jo haft en rigtig varm sommer så bortset fra den lidt forsinkede start har det været ideelt. Vi har ikke haft plastic over dem i år, men vi forvarmede jorden ved at lægge klar plastik ud et par uger i forvejen. Samme metode som man bruger til at fremelske de tidligste rigtige kartofler. Derudover har vi selvfølgelig vandet under tørken, for det er en tørstig afgrøde. Søde kartofler kryber hen ad jorden nærmest som vedbend:

Bed med søde kartofler

Sød kartoffel bedet i starten af september

For en uge siden høstede vi de første. Vi kunne ikke fornemme nogen knolde under T65. Måske ligger de dybere, måske er der ikke nogen. I hvert fald valgte vi at høste en Carolina Ruby og en Beauregard. Udbyttet var omtrent det samme. Ca. 200 gram knolde på hver plante. Et acceptabelt udbytte, men ikke det bedste vi har præsteret. Det er Carolina Ruby til venstre og Beauregard til højre.

Opravede søde kartofler

Opgravede søde kartofler Carolina Ruby (tv) og Beauregard (th)

Tilbage i 2014 var knoldene noget større, men disse er nu også først taget op i starten af november.

Kasse med sødekartofler

Vores søde kartofler i 2014

Vi noterer ned efterhånden som vi høster dem og vender tilbage med mere om udbyttet. Vi forsøger selvfølgelig også at gemme knolde så vi selv kan lave stiklinger til næste år. Det kommer der forhåbentlig også mere om. Den første høst blev brugt til et fad blandede bagte rodfrugter.

Fad med blandede rodfrugter

Sødekartofler med kartofler og rødbeder fra haven

I dag har det ikke været havevejr, men derfor kan vi jo godt give en lille opdatering på tidligere omtalte projekter. Timianplænen er kommet i god vækst efter tørken er overstået. Nu begynder den at lukke sig nogle steder så man rigtigt kan se hvad det skal ende med. Vi er blevet spurgt om den kan holde til at man går på den. Det har vi af gode grunde ikke så meget erfaring med. Umiddelbart tror jeg ikke den kan holde til daglig betrædning som en græsplæne, men den kan godt holde til at en 3 årig hopper rundt på den en gang i mellem. Det kan duftes langt hen ad vejen skulle vi hilse og sige 🙂

Stiklingerne som jeg plantede ud 5 august (se https://madoghaveliv.dk/timianplaene/ ) er kommet i god vækst. De nye stiklinger jeg tog samme dag er alle fortsat i live, så jeg tænker de nok så småt har sat rødder. Jeg tror jeg vil plante dem ud i morgen.

I sidste weekend såede jeg grøntsager og miljøplanter i køkkenhaven ( https://madoghaveliv.dk/saa-i-august/ ). De første planter er allerede kommet op. Her er det radisser, men den første spinat er også kommet op. Forårsløg og vårsalat lader fortsat vente på sig. Blodkløveren er vist kommet – eller også er det mere rucola. Så det lover umiddelbart godt for den sene grøntsagshøst, men man kan selvfølgelig aldrig vide om vejret pludselig skifter.

Radisserække

Spinatrækkerne var blevet forstyrret af en kat som ikke kunne stå for den nyrevne jord. Jeg kan kun bebrejde mig selv, for jeg kender udmærket problemet og løsningen er sådan set bare at lægge et stykke trådhegn over jorden så de ikke kan grave. Det er ikke helt uproblematisk med katte i køkkenhaven fordi de kan smitte med toxoplasmose ( se https://www.ssi.dk/Service/Sygdomsleksikon/T/Toxoplasmose.aspx ). Heldigvis kan parasitten ikke overleve tilberedning.