Engang var stikkelsbærret selvskrevet i enhver kolonihave eller frugthave på landet. I dag er stikkelsbær vist langt nede på listen når der anskaffes bærbuske og det er en skam, for der er en stor variation af stikkelsbærsorter som tilbyder forskellige smage, farver, sæson og formål. Vi har en del og jeg skal straks indrømme at der er gået lidt samlermani i det.

Her to af de gamle sorter. Den gule “Hönings früheste” stammer fra Tyskland og er fra omkring år 1900. Den var op gennem det 20’ende århundrede meget udbredt i private haver og anbefalet i de fleste havebøger. I dag kan den være vanskelig at opdrive. Vi fik den hjem fra Tyskland, men har siden hørt om en enkelt dansk planteskole som også har den (“De gamle sorter” v. Boi Jensen). Bærret er mildt og sødt og har den eksotiske, lidt kiwi-agtige, aroma man især oplever hos gule stikkelsbær. Et rigtigt godt bær at spise direkte fra busken. Det er en af de tidligste stikkelbærsorter. Vi har spist af den i ca. 3 uger og nu er det ved at være slut.

Den røde hedder “Whinham’s industry” og er endnu ældre. Den er fremavlet af mr. Robert Whinham i det nordlige England i 1835. Sorten fik stor udbredelse i hele Nordeuropa og var anerkendt for sin fine kvalitet. Tyskerne kender den som “Rote Triumphbeere”. Bærret er sødt med lidt mere syrlighed end Hönings früheste og en kompleks aroma der måske minder lidt om en meget koncentreret rød vindrue. Whinhams industry er også velegnet til marmelade mv.

For begge stikkelsbærsorter gælder at de er modtagelige over svampesygdommen “stikkelsbærdræber” som er en type meldug. Det er vel især derfor de er blevet fortrængt af nyere, resistente, sorter. Hos os er de heldigvis gået fri indtil videre selvom vi har smitten på andre buske. Stikkelsbærdræber er ikke så voldsom en sygdom som navnet antyder, men den ødelægger bærene og med tiden vel også busken hvis man ikke griber ind.

Det er blevet tid til at høste de hvidløg vi satte i februar (se https://madoghaveliv.dk/saet-hvidloeg-i-koekkenhaven/). Sorten Vigor er af typen blødnakkede hvidløg som lægger sig ned når de er klar til at blive høstet. De kan godt tåle at stå en tid på pladsen, især hvis vejret er tørt, men det er selvfølgelig bedst at få dem taget op og tørret rigtigt.

Vigor hvidløg som er klar til høst

Vigor hvidløg som er klar til høst

Der var både store og lidt mindre løg i mellem, men alt i alt et ganske tilfredsstillende resultat når man også tænker på at hvidløgene ikke blev sat på det optimale tidspunkt (efteråret). Umiddelbart efter optagningen klipper vi rodnettet fra med saks og børster dem forsigtigt af uden at beskadige det yderste skind.

Alle de høstede hvidløg

Alle de høstede hvidløg

 

Derefter fletter vi hvidløgsranker. Som det ses i videoen herunder, er det ret simpelt at flette hvidløg: Kan man lave en fransk fletning, kan man også flette en hvidløgsranke.

Start med tre løg og flet dem et par gange. Herefter lægges et hvidløg til fletningen, og der flettes igen et par gange inden det næste løg lægges til. Jeg foretrækker at lægge alle løgene til i den samme side, men man kan også flette løg ind på begge sider. Når man synes at ranken er blevet lang nok (eller man ikke har flere hvidløg), fortsætter man med at flette toppene 15-25 cm. Fletningen kan afslutte på to måder: Enten ved at slå knude på selve fletningen eller ved at vikle et stykke af en løgtop rundt om fletningen. Herefter hænges hvidløgene til tørre inden de gemmes til vinterens simremad i spisekammeret.

Blåfrugtet gedeblad, majbær eller honningbær. Der er lidt navneforvirring om bærbusken med det videnskabelige navn Lonicera caerulea. Vi plejer at kalde dem honningbær. Planten stammer fra det nordlige fjernøsten og dyrkningen af honningbær er et ret nyt fænomen. I Rusland og Japan har man dyrket den i et eller andet omfang siden det 19 århundrede, men det var først i 1990’erne at nogle pionerer begyndte at arbejde med planten i USA og Canada. Herfra bredte interessen sig også til Europa og i dag tilbyder de fleste planteskoler vel et par sorter af honningbær. Bærrets hovedattraktioner er et højt indhold af sunde anthocyaniner (de blå/lilla farvestoffer som også findes i blåbær, rødkål mv.), en smag som minder om blåbær og mindre krav til jordbunden end blåbær. Planten tåler ekstrem frost om vinteren og selv blomsterne kan tåle frost helt ned til -8°C. Dertil kommer at bærrene kan høstes tidligt, omtrent midt i jordbærsæsonen. Nogle skriver at de kan høstes i maj. Det er også rigtigt at de bliver blå allerede i maj, men de bliver nu sødere af sidde længere. I år har jeg ikke nået at høste dem før i dag. Det er ikke ideelt, men jeg må sige at de har holdt sig godt på busken.

Honningbær høstet i dag

Vi har tre sorter, Eisbär, Kalinka og Kamtschatica. De to første minder meget om hinanden, de har en opret vækst og meget tidlig blomstring og løvspring. Kamtschatica har en mere krybende vækst og har lidt senere blomstring og løvspring. Sidstnævnte trives bedst hos os, giver de fleste og største bær og har pænt løv længst. De to andre har en tendens til at blive lidt trætte at se på i løbet sommeren. Det er et kendt problem at nogle honningbærsorter stadig bærer præg af deres forfædres tilpasning til det sibiriske klima og derfor går i efterårs-mode alt for tidligt. Om det er det der gør sig gældende for to af vores planter ved jeg ikke med sikkerhed.

Fuglene er vilde med dem og derfor dækker vi dem med et net fra midt i maj og frem til høst. Det er derfor der rager nogle pinde op mellem buskene. De har holdt nettet fri af buskene.  Som sagt er dyrkningen af honningbær ret ny og derfor er der ikke så stort erfaringsgrundlag for hvordan den bedst dyrkes. Jeg har i hvert fald haft svært ved at finde god, evidensbaseret, information om dyrkningen af honningbær. Den er angiveligt ikke en surbundsplante som blåbær, men den har nu et højtliggende fint forgrenet rodsystem som minder meget om surbundsplanterne. Min fornemmelse er at de fortrækker en humusrig, lidt fugtig jord. Måske endda lidt til den sure side.Honningbærbuske

Honningbærbuske. Forrest tv Eisbär, bagerst tv Kalinka og th Kamtschatica.

Smagen minder en del om blåbær, mere intens synes jeg men også mere syrligt. Hvis man vil spise dem friske må man være forberedt på et bær som har lidt mere kant end blåbær. Tilberedt som f.eks. syltetøj smager de som en mellemting mellem blåbær, solbær og hyld. Det vælter frem med nye sorter i disse år og det skulle undre mig om ikke forædlerne gør sig store anstrengelser for at gøre honningbærene endnu sødere.

Et spændende bær som vi godt kunne tænke os at afprøve endnu flere sorter af.