af ·0 kommentarer

I dag har der virkelig været forårsstemning i haven og hele familien har været ude at nyde vejret og tage lidt hul på forberedelserne til årets sæson. Her er lidt af det man kan opleve allerede nu.

De første mariehøns har vovet sig frem. Planten den sidder på er en rød tvetand. Det er egentlig en ukrudtsplante som blev vældig almindelig i haven og tilsyneladende alle mulige andre steder efter tørken i 2018. Den var også flittigt besøgt af bier. Jeg så mindst to arter, men de havde ikke tid til at blive fotograferet. Vi har ikke travlt med at forfølge rød tvetand, for den virker ret harmløs og både bierne og vores datter er glade for den. Helt fredet er den dog heller ikke hvis den f.eks. indfinder sig i køkkenhaven i sæsonen.

Mariehøne i rød tvetand

Forårsfornemmelser er der også hos duerne som har lavet rede i vores espalierende pæretræ lige ved terrassen. Der har været et duepar fast i haven i flere år- De flytter lidt rundt, men ofte vender tilbage til de samme redepladser igen. Derfor tænker jeg det nok er det samme par.

Due på reden

I køkkenhaven er grønkålen fra sidste år begyndt at vokse igen. Selvom de var pillet godt af efter julens grønlangkål produktion står de nu med fine blade i god “salat kvalitet”. Vi spiste af dem i går.

Overvintret grønkål

Under oprydning i køkkenhaven fandt vi også dette rødløg som har overvintret og delt sig i fire forårsløgslignede planter. De fandt også anvendelse i køkkenet.

Rødløg som har delt sig. Det er den oprindelige løgskal som ligge til venstre.

To af vores honningbær, Kalinka og Eisbär, står lige nu med det flotteste friske løv. Den tredje, Kamchatika, ser mere trist ud og har kun grønne skud i spidsen af grenene. Sådan er det hvert år. Det mærkelige er at det vender, så Kamchatika indhenter de andre og står flot længst ud på sensommeren.

Kalinka honningbær plante

af ·0 kommentarer

Grønkål var en af de vigtigste grøntsager for jævne folk fra middelalderen og frem mod moderne tid. Faktisk kaldte man slet og ret køkkenhaverne for “kålhaver” i gamle dage. Grønkål kan jo holde sig på voksestedet langt ud på vinteren. På den måde blev den et vigtigt vitamintilskud i vinterkosten. Grønkålen blev spist som suppe, grødagtige sammenkog eller grønlangkål. Tilberedningen fremmer fordøjeligheden og gør at man rent praktisk kan overkomme at spise mere kål. Det var vigtigt dengang kålen var basiskost. Grønlangkålen har overlevet i to versioner, den sønderjyske og den vendsysselske, som begge spises til jul og ved vintertide. Jeg stammer fra Vendsyssel, så det er naturligvis den version jeg laver.

Man kan bruge enhver form for grønkål. Det betyder ikke noget om den er mere eller mindre kruset eller om man bruger en af de rødlige varianter (den røde farve forsvinder). Man kan selvfølgelig ikke bruge andre kåltyper, så bliver det en anden ret. Nogle mener at kålen helst skal have fået frost. Jeg synes måske nok at grønkål som har fået frost lugter mere af kål, men jeg synes altså ikke det gør nogen forskel for det færdige produkt. Grønkålen skal ikke være hakket og der skal være rigeligt af den. Her er bare en lille portion til to personer. Man kan sagtens lave alt det grønlangkål man skal bruge i løbet af vinteren på en gang i en suppegryde og fryse bollerne ned.

Rå grønkål til grønlangkål til to personer

Først skal kålen vaskes grundigt og rippes. Dvs at man fjerner den kraftige midtribbe. Det gøres bare med fingrene som vist på fotoet.

Sådan ribbes grønkål

De ribbede kål koges i en times tid i suppe. Traditionelt er suppen kogevandet fra skinke, hjemmelavet rullepølse eller lignende. Man kan altså også bruge en klar hønsekødssuppe. Når kålen er kogt godt mør står den og køler ned i suppen indtil den er kold nok til man kan få hænderne i. Så skal kålen krøstes. Dvs. tager kålen op med fingrene og former den til boller og presser suppen ud samtidigt. På den måde får man de grønkålsboller som også kan købes frosne. Den store skål grønkål jeg startede med blev til to boller på størrelse med en fersken. Bollerne kan fryses eller gemmes et par dage i køleskabet. Før brug hakkes de groft.

Grønlangkålsbolle (tv) og hakket grønlangkål (th).

Den hakkede kål “steges” i smør under omrøring i en passende stor gryde. Der tilsættes sukker, ca. en halv tsk pr bolle af denne størrelse, og steges lidt videre. Så skrues der lidt ned og tilsættes fløde. Man skal ikke være nærig med fløden, men der skal dog ikke bruges så meget at kålen bliver flydende. Kålen bliver på komfuret til fløden er varmet igennem, så smages til med salt og sukker inden servering.

Den færdige grønlangkål

Grønlangkål serveres traditionelt til medisterpølse, hamburgerryg og skinke. Jeg spiser den også gladeligt til flæskesteg og and.

I Vendsyssel er der nogle som bruger kanelsukker på grønlangkålen og det kan være anledning til livlig diskussion vendelboer imellem. Jeg for min del gemmer kanelen til risengrøden.

 

af ·0 kommentarer

Kvæde (Cydonia oblonga) må være det man sommetider kalder en ”glemt frugt”. I hvert fald er der mange som ikke kender den. Det er en skam, for det er et kønt træ som ikke er nær så plaget af plantesygdomme som mange andre frugttræer. Og så er der frugterne som dufter fantastisk af æble med et strejf af citron. Man kan spise kvæder som de er, men de har en garvesyreagtig bitterhed som de færreste nok lige umiddelbart vil bryde sig om. Det er først og fremmest tilberedt at kvæderne kommer til deres ret. Man kan vist bruge kvæder til stort set alt hvad man bruger madæbler til og specielt kan det anbefales at blande de to. Kvæderne gør blandingen mere aromatisk mens æblerne bidrager med saftighed og sødme. Man kan også bruge kvæder til kvædebrød (en slags frugtlæder) og kvædete. Det skal nævnes at kvæder ofte har en brunfarvning indeni som minder om den æbler får når de er blevet stødt. Det betyder ikke noget og er ikke udtryk for at frugten er beskadiget.

Der findes æblekvæder og pærekvæder som kun adskiller sig på frugtens form (gæt selv hvordan) og så er der japankvæder som er en helt anden art. Jeg skal ikke komme nærmere ind på japankvæde her. Vores kvædetræ er af sorten “Konstantinopel”.

Hos os er kvæden det sidste frugttræ som blomstrer og det er helt fint, for så er risikoen for frostskade på blomsterne ikke stor. I år, hvor mange må se langt efter æbler pga. sen nattefrost, har vi masser af kvæder. Vi er også mere ude i haven på den tid hvor kvæden blomstrer, så på den måde har vi mere glæde af dem.

Høsten af kvæder er også sen. Frugterne sidder små og dunede på træet hele sommeren for så at svulme op og blive mere glatte langt ud på efteråret. Vi har høstet kvæder i dag og lader dem nu eftermodne lidt indendørs.

Kurv med kvæder

Dagens høst

af ·0 kommentarer

Pludselig er den der bare, nattefrosten. Man kan se hvordan den lige har kysset de mest udsatte sød kartoffelblade. Det betyder høsten af de sidste knolde ikke kan udsættes længere. Jeg har gravet dem op i dag og derfor er det også tid til at gøre lidt status over resultatet.

Frostskade på sød kartoffel blade

Carolina Ruby gav 1,5 kg i dag og der er høstet 300g tidligere, så 1,8 kg. Knoldene er ikke så store, men velformede og bestemt anvendelige.

Carolina Ruby

Beauregard gav 1,7 kg i dag og tidligere 500 g, så 2,2 kg. Knoldene er vel omtrent samme størrelse som Carolina Ruby

Beauregard

Beauregard var den letteste at høste fordi knoldene altid sad tæt samlet omkring den oprindelige stikling som man kan se på fotoet her under.

Beauregard plante

Sidst men ikke mindst, T65 gav 5,5 kg i dag og tidligere et kg, så 6,5 kg i alt. Den er med andre ord en klar vinder på udbyttet. Som skrevet tidligere, så synes jeg også den smager godt. Den største ulempe ved sorten, synes jeg, er at den sætter nogle af knoldene meget dybt. To spadestik nede i jorden har jeg fundet mange af dem. Det giver lidt ekstra motion når de skal op, men det betyder desvære også at man lettere kommer til at beskadige knoldene. En brækket knold kan sagtens bruges og holder sig nogen tid, men de skal selvfølgelig bruges først.

T65

Det skal siges at vi tidligere har set større knolde på både Beauregard og Carolina Ruby, men da havde de også en lille plastiktunnel over dem den første måneds-tid. Det tyder på at de kræver et lille ekstra varme “skub” for at yde optimalt. Det hører også med til historien at de er blevet trynet lidt af den kraftigt voksende T65 som stod i den midterste række.

 

 

af ·0 kommentarer
Beauregard søde kartofler

I sidste weekend høstede vi jo de første søde kartofler (se her). I dag blev det så tid til at grave en sort mere op, nemlig Beauregard. Sorten har så vidt jeg er orienteret været hovedsort i USA i en årrække, men udbyttet af denne var nu kun det halve af den T65 vi høstede i sidste uge. To planter er selvfølgelig for lidt at konkludere noget ud fra, men det følger nu trenden fra sidste år så det tyder lidt på at T65 passer bedre til vores klima. Vi får se når vi får gravet dem alle op. Den største knold var 145 g. Igen det halve af sidste uges T65, men jo absolut en anvendelig størrelse. Det ville jo være en stor gulerod.

Sødekartofler på vægten

Dagens høst på vægten. Godt 500 g fra en plante.

 

Beauregard er orange som de søde kartofler man træffer i handlen (som nok faktisk ofte er netop Beauregard). Her kan man se farve forskellen. Øverst er det Beauregard, så en almindelig bagekartoffel og nederst T65.

 

Sammenligning af sødekartoflerne

Beauregard, alm. bagekartoffel og T65

 

Smagsmæssigt er T65 sødere end Beauregard og jeg synes den har en desideret sukkeragtig tone i smagen. Om det er godt eller skidt kommer nok i virkeligheden mest an på hvad man serverer den sammen med. Om der er balance i tingene.

 

af ·1 kommentar
T65 sød kartoffel knolde

I går høstede vi de første søde kartofler. Jeg valgte at starte med en plante af sorten T65 for de blev størst sidste år. Nu er det godt nok ved at blive så køligt at man nok ikke skal forvente den store yderligere vækst, men jeg tænker at de godt kan trække lidt fra toppen og ned i knoldene de næste par uger.

Planten havde tre knolde på hver ca. 300 gram og en på ca. 100. På fotoet ses to af de store, som ikke blev spist samme aften. I alt var der 1035 g knolde på denne ene plante. Det synes jeg er meget tilfredsstilende og jo nok udtryk for at vejret har været med de varmekrævende vækster. Især den varme sensommer tror jeg har gavnet de søde kartofler.

Læs om de forskellige trin i dyrkningen af søde kartofler i de tidligere indlæg:

Gang i de søde kartofler

Tag stiklinger af søde kartofler til udplantning nu

Plantning af søde kartofler

 

T65 er lys i kødet. Rå er den lidt gullig, nærmest som almindelige kartofler, ved tilberedning bliver den lidt mere grålig ligesom ovnbagte jordskokker. Smagen er mere sød end de orange søde kartofler man typisk ser i handlen.

af ·1 kommentar
Sweet Painted Hill majs

Sidste år fik vi nogle rigtig flotte sukkermajs ved at vælge en moderne, tidligt modnende, F1 sort (se her). I år har vi vovet os ud på lidt dybere vand og skaffet os et par lidt mere specielle sorter. Den ene, “Sweet Painted Hill”, gav de første kolber for et par uger siden og har fortsat masser af umodne kolber. De er noget mindre end de moderne sorter, men egentlig en meget fin portionsstørrelse. Det mest bemærkelsesværdige er dog de smukke farver. Farverne er selvfølgelig flottest på de rå kolber, men de tåler nu også kogning ret godt.

Kogte Sweet Painted Hill

 

Det er forresten besynderligt hvordan nogle kerner er rent gule og andre helt eller delvist rødlige eller blå (marmorerede). Det tænkte den eminente genetiker Barbara McClintock i slutningen af 1940’erne. Hendes studier af majs som denne ledte hende til den konklusion at der måtte findes DNA elementer som flytter rundt i genomet og på den måde “tænder og slukker” det gen som danner farven. Det var en revolutionerende tanke, som mødte meget modstand i samtiden. I dag er disse “hoppende gener” eller transposons et velbeskrevet fænomen og McClintock blev hædret med Nobelprisen for sin opdagelse i 1983.

Vi sender hende en tanke over aftensmaden.

af ·0 kommentarer

Engang var stikkelsbærret selvskrevet i enhver kolonihave eller frugthave på landet. I dag er stikkelsbær vist langt nede på listen når der anskaffes bærbuske og det er en skam, for der er en stor variation af stikkelsbærsorter som tilbyder forskellige smage, farver, sæson og formål. Vi har en del og jeg skal straks indrømme at der er gået lidt samlermani i det.

Her to af de gamle sorter. Den gule “Hönings früheste” stammer fra Tyskland og er fra omkring år 1900. Den var op gennem det 20’ende århundrede meget udbredt i private haver og anbefalet i de fleste havebøger. I dag kan den være vanskelig at opdrive. Vi fik den hjem fra Tyskland, men har siden hørt om en enkelt dansk planteskole som også har den (“De gamle sorter” v. Boi Jensen). Bærret er mildt og sødt og har den eksotiske, lidt kiwi-agtige, aroma man især oplever hos gule stikkelsbær. Et rigtigt godt bær at spise direkte fra busken. Det er en af de tidligste stikkelbærsorter. Vi har spist af den i ca. 3 uger og nu er det ved at være slut.

Den røde hedder “Whinham’s industry” og er endnu ældre. Den er fremavlet af mr. Robert Whinham i det nordlige England i 1835. Sorten fik stor udbredelse i hele Nordeuropa og var anerkendt for sin fine kvalitet. Tyskerne kender den som “Rote Triumphbeere”. Bærret er sødt med lidt mere syrlighed end Hönings früheste og en kompleks aroma der måske minder lidt om en meget koncentreret rød vindrue. Whinhams industry er også velegnet til marmelade mv.

For begge stikkelsbærsorter gælder at de er modtagelige over svampesygdommen “stikkelsbærdræber” som er en type meldug. Det er vel især derfor de er blevet fortrængt af nyere, resistente, sorter. Hos os er de heldigvis gået fri indtil videre selvom vi har smitten på andre buske. Stikkelsbærdræber er ikke så voldsom en sygdom som navnet antyder, men den ødelægger bærene og med tiden vel også busken hvis man ikke griber ind.

af ·0 kommentarer

Blåfrugtet gedeblad, majbær eller honningbær. Der er lidt navneforvirring om bærbusken med det videnskabelige navn Lonicera caerulea. Vi plejer at kalde dem honningbær. Planten stammer fra det nordlige fjernøsten og dyrkningen af honningbær er et ret nyt fænomen. I Rusland og Japan har man dyrket den i et eller andet omfang siden det 19 århundrede, men det var først i 1990’erne at nogle pionerer begyndte at arbejde med planten i USA og Canada. Herfra bredte interessen sig også til Europa og i dag tilbyder de fleste planteskoler vel et par sorter af honningbær. Bærrets hovedattraktioner er et højt indhold af sunde anthocyaniner (de blå/lilla farvestoffer som også findes i blåbær, rødkål mv.), en smag som minder om blåbær og mindre krav til jordbunden end blåbær. Planten tåler ekstrem frost om vinteren og selv blomsterne kan tåle frost helt ned til -8°C. Dertil kommer at bærrene kan høstes tidligt, omtrent midt i jordbærsæsonen. Nogle skriver at de kan høstes i maj. Det er også rigtigt at de bliver blå allerede i maj, men de bliver nu sødere af sidde længere. I år har jeg ikke nået at høste dem før i dag. Det er ikke ideelt, men jeg må sige at de har holdt sig godt på busken.

Honningbær høstet i dag

Vi har tre sorter, Eisbär, Kalinka og Kamtschatica. De to første minder meget om hinanden, de har en opret vækst og meget tidlig blomstring og løvspring. Kamtschatica har en mere krybende vækst og har lidt senere blomstring og løvspring. Sidstnævnte trives bedst hos os, giver de fleste og største bær og har pænt løv længst. De to andre har en tendens til at blive lidt trætte at se på i løbet sommeren. Det er et kendt problem at nogle honningbærsorter stadig bærer præg af deres forfædres tilpasning til det sibiriske klima og derfor går i efterårs-mode alt for tidligt. Om det er det der gør sig gældende for to af vores planter ved jeg ikke med sikkerhed.

Fuglene er vilde med dem og derfor dækker vi dem med et net fra midt i maj og frem til høst. Det er derfor der rager nogle pinde op mellem buskene. De har holdt nettet fri af buskene.  Som sagt er dyrkningen af honningbær ret ny og derfor er der ikke så stort erfaringsgrundlag for hvordan den bedst dyrkes. Jeg har i hvert fald haft svært ved at finde god, evidensbaseret, information om dyrkningen af honningbær. Den er angiveligt ikke en surbundsplante som blåbær, men den har nu et højtliggende fint forgrenet rodsystem som minder meget om surbundsplanterne. Min fornemmelse er at de fortrækker en humusrig, lidt fugtig jord. Måske endda lidt til den sure side.Honningbærbuske

Honningbærbuske. Forrest tv Eisbär, bagerst tv Kalinka og th Kamtschatica.

Smagen minder en del om blåbær, mere intens synes jeg men også mere syrligt. Hvis man vil spise dem friske må man være forberedt på et bær som har lidt mere kant end blåbær. Tilberedt som f.eks. syltetøj smager de som en mellemting mellem blåbær, solbær og hyld. Det vælter frem med nye sorter i disse år og det skulle undre mig om ikke forædlerne gør sig store anstrengelser for at gøre honningbærene endnu sødere.

Et spændende bær som vi godt kunne tænke os at afprøve endnu flere sorter af.

af ·0 kommentarer
Mieze Schindler jordbær

I dag har vi høstet de første Mieze Schindler jordbær. Det er en gammel jordbærsort som er forædlet af en Otto Schindler i Tyskland i 1920’erne og opkaldt efter hans kone. Det siger måske lidt om at Otto godt viste at han havde frembragt noget specielt. Sorten blev kendt i Tyskland for sin gode aroma og moderne kemisk analyse har da også fundet en god forklaring. Mieze Schindler indeholder aromastoffet methylanthranilate, som lidt forenklet er den væsentligste forskel på aromaen af jordbær og skovjordbær. Dvs. at Mieze Schindler har en aroma som leder tankerne hen på skovjordbær samtidig med at det er saftigt og sukkerholdigt som almindelige jordbær. Da det er en gammel sort er udbyttet ret beskedent og mest til at gå og snacke af, men nu hvor “hemmeligheden” er afsløret er der begyndt at komme nye sorter som også indeholder methylanthranilate.

Af andre specielle ting ved sorten skal nævnes formen, som er mere stump og bred end de moderne sorter. Hvis man trækker i det modne bær bliver blomsten siddende tilbage på planten. Det er smart hvis man straks skal bruge bærret, men det forringer selvfølgelig holdbarheden. Det er nok derfor man kun ser den egenskab hos de gamle sorter. Den breder sig lystigt med udløbere og kunne måske fungere som bunddækkeplante også.

Sidst, men ikke mindst, skal man være opmærksom på at sorten ikke er selvbestøvende. Man skal have en anden sort også. Bestøversorten skal helst være en remonterende eller middeltidlig sort for at sikre at de blomstrer samtidig. Hos os blomstrer den nogenlunde samtidig med Senga Sengana.