Vores havebord og stole var modne til en udskiftning. Det gav anledning til overvejelser. Det gamle sæt var havnet på græsplænen hvor det var i vejen hver gang der skulle slås græs, stod ustabilt og tog skade af jordkontakten. Hvorfor? Jo, vores hus er født med en hævet terrasse og dengang i 50’erne var alting vistnok mindre. I hvert fald passede havebordet ikke så godt på terrassen og for at gøre ondt værre bestod sættet udover bordet af to store, meget klodsede stole og en bænk.
Der skulle altså findes en ny havebord løsning som passede fod i hose til terrassen og samtidig ville vi gerne begrænse malerarbejdet fremadrettet. Vi kom frem til at den rigtige løsning ville være et solidt, oliebehandlet træbord med nogle lette caféstole eller lignede til. Havebordet besluttede vi at bygge selv for at få det lige som vi ville have det. Materialet blev sibirisk lærk, som skulle være rimeligt holdbart og pænere end det grønlige trykimprægnerede træ. Sibirisk lærk er desuden forholdsvis let tilgængeligt.
Materialerne var helt præcist:
4 stk terrassebrædder 32*125mm*4m
3 stk stolper 75*75mm*2,4m
2 stk maskinbolte (m12) med spændeskiver og Larsen dorn
Rustfrie skruer
Klar træolie til havemøbler F.eks. Træolie fra Malgodt (reklame link)
Endelige mål på bordet: H 75 cm, B 76 cm, L 200 cm
Stolperne brugte jeg til understellet, som består af to X bordben forbundet af en vandret afstiver. Terrassebrædderne er til bordpladen.
Bordbenene er fastgjort til afstiverne med maskinboltene og Larsen dornen. Når man bruger sådan en Larsen dorn er det selvfølgelig vigtigt at bore så de to kanaler til bolt og dorn mødes ret præcist. Hullet til dornen må hellere være lidt for dybt end lidt for kort for det kan være vanskeligt at få dornen ud igen hvis man er nødt til at bore hullet dybere. Man skal også huske at vende kærven udad så man kan dreje dornen i forhold til bolten.
Bordbenene er ikke samlet i en ret vinkel for så ville de blive for brede. I stedet er den vinklerne op/ned knap 80⁰ og højre/venstre godt 100⁰. På den måde kunne jeg lave bordbenene 72 cm høje og knap 70 cm brede.
Bordpladen består af seks terrassebrædder som er samlet med tre tværgående stykker af samme materiale. Endelig er der monteret to stykker terrassebrædder lodret øverst på bordbenene. Bordpladen hviler på disse, men er ikke skruet fast. Den ligger stabilt nok sådan og det er jo rart at kunne adskille havebordet lidt hvis det skal flyttes eller tages ind om vinteren. Det er en god ide at anbringe understellet på sin endelig placering og først derefter montere de to lodrette brædder i water. På den måde kan man rette eventuelle skævheder i bordet eller underlaget.
Når det er gjort, kan man lægge brædderne til bordpladen som man vil have dem og skrue de to yderste tværgående stykker fast nedefra. Kontroller at skruerne ikke er for lange. Høvlede brædder er ikke så tykke som producenten opgiver. De tværgående brædder som holder bordpladen sammen skal monteres helt opad de to lodretstående brædder. Når det er gjort, kan man vende bordpladen og montere det midterste tværgående stykke og evt. nogle flere skure i de to stykker som allerede er monteret. Så er havebordet klar.