Blåfrugtet gedeblad, majbær eller honningbær. Der er lidt navneforvirring om bærbusken med det videnskabelige navn Lonicera caerulea. Vi plejer at kalde dem honningbær. Planten stammer fra det nordlige fjernøsten og dyrkningen af honningbær er et ret nyt fænomen. I Rusland og Japan har man dyrket den i et eller andet omfang siden det 19 århundrede, men det var først i 1990’erne at nogle pionerer begyndte at arbejde med planten i USA og Canada. Herfra bredte interessen sig også til Europa og i dag tilbyder de fleste planteskoler vel et par sorter af honningbær. Bærrets hovedattraktioner er et højt indhold af sunde anthocyaniner (de blå/lilla farvestoffer som også findes i blåbær, rødkål mv.), en smag som minder om blåbær og mindre krav til jordbunden end blåbær. Planten tåler ekstrem frost om vinteren og selv blomsterne kan tåle frost helt ned til -8°C. Dertil kommer at bærrene kan høstes tidligt, omtrent midt i jordbærsæsonen. Nogle skriver at de kan høstes i maj. Det er også rigtigt at de bliver blå allerede i maj, men de bliver nu sødere af sidde længere. I år har jeg ikke nået at høste dem før i dag. Det er ikke ideelt, men jeg må sige at de har holdt sig godt på busken.

Vi har tre sorter, Eisbär, Kalinka og Kamtschatica. De to første minder meget om hinanden, de har en opret vækst og meget tidlig blomstring og løvspring. Kamtschatica har en mere krybende vækst og har lidt senere blomstring og løvspring. Sidstnævnte trives bedst hos os, giver de fleste og største bær og har pænt løv længst. De to andre har en tendens til at blive lidt trætte at se på i løbet sommeren. Det er et kendt problem at nogle honningbærsorter stadig bærer præg af deres forfædres tilpasning til det sibiriske klima og derfor går i efterårs-mode alt for tidligt. Om det er det der gør sig gældende for to af vores planter ved jeg ikke med sikkerhed.

Fuglene er vilde med dem og derfor dækker vi dem med et net fra midt i maj og frem til høst. Det er derfor der rager nogle pinde op mellem buskene. De har holdt nettet fri af buskene.  Som sagt er dyrkningen af honningbær ret ny og derfor er der ikke så stort erfaringsgrundlag for hvordan den bedst dyrkes. Jeg har i hvert fald haft svært ved at finde god, evidensbaseret, information om dyrkningen af honningbær. Den er angiveligt ikke en surbundsplante som blåbær, men den har nu et højtliggende fint forgrenet rodsystem som minder meget om surbundsplanterne. Min fornemmelse er at de fortrækker en humusrig, lidt fugtig jord. Måske endda lidt til den sure side.

Honningbærbuske. Forrest tv Eisbär, bagerst tv Kalinka og th Kamtschatica.

Smagen minder en del om blåbær, mere intens synes jeg men også mere syrligt. Hvis man vil spise dem friske må man være forberedt på et bær som har lidt mere kant end blåbær. Tilberedt som f.eks. syltetøj smager de som en mellemting mellem blåbær, solbær og hyld. Det vælter frem med nye sorter i disse år og det skulle undre mig om ikke forædlerne gør sig store anstrengelser for at gøre honningbærene endnu sødere.

Et spændende bær som vi godt kunne tænke os at afprøve endnu flere sorter af.