Engang var stikkelsbærret selvskrevet i enhver kolonihave eller frugthave på landet. I dag er stikkelsbær vist langt nede på listen når der anskaffes bærbuske og det er en skam, for der er en stor variation af stikkelsbærsorter som tilbyder forskellige smage, farver, sæson og formål. Vi har en del og jeg skal straks indrømme at der er gået lidt samlermani i det.
Her to af de gamle sorter. Den gule “Hönings früheste” stammer fra Tyskland og er fra omkring år 1900. Den var op gennem det 20’ende århundrede meget udbredt i private haver og anbefalet i de fleste havebøger. I dag kan den være vanskelig at opdrive. Vi fik den hjem fra Tyskland, men har siden hørt om en enkelt dansk planteskole som også har den (“De gamle sorter” v. Boi Jensen). Bærret er mildt og sødt og har den eksotiske, lidt kiwi-agtige, aroma man især oplever hos gule stikkelsbær. Et rigtigt godt bær at spise direkte fra busken. Det er en af de tidligste stikkelbærsorter. Vi har spist af den i ca. 3 uger og nu er det ved at være slut.
Den røde hedder “Whinham’s industry” og er endnu ældre. Den er fremavlet af mr. Robert Whinham i det nordlige England i 1835. Sorten fik stor udbredelse i hele Nordeuropa og var anerkendt for sin fine kvalitet. Tyskerne kender den som “Rote Triumphbeere”. Bærret er sødt med lidt mere syrlighed end Hönings früheste og en kompleks aroma der måske minder lidt om en meget koncentreret rød vindrue. Whinhams industry er også velegnet til marmelade mv.
For begge stikkelsbærsorter gælder at de er modtagelige over svampesygdommen “stikkelsbærdræber” som er en type meldug. Det er vel især derfor de er blevet fortrængt af nyere, resistente, sorter. Hos os er de heldigvis gået fri indtil videre selvom vi har smitten på andre buske. Stikkelsbærdræber er ikke så voldsom en sygdom som navnet antyder, men den ødelægger bærene og med tiden vel også busken hvis man ikke griber ind.
