Søde kartofler i termojakke

Den lune august har gjort de søde kartofler godt. De to rækker dækker nu jorden fuldstændigt i en bredde af 2.5 meter. Enkelte ranker er gået på opdagelse og nået tre meter væk fra plantestedet. Tilvæksten er ganske imponerende hvis man sammenligner med billedet for seks uger siden her.

De søde kartofler 5/9.

Hos sorten T65 er jorden begyndt at bule op på plantestedet. Det har vi ikke oplevet før, men jeg har læst om det og det skyldes normalt at der er så godt gang i knolddannelsen at jorden skubbes op. Det er nok en medvirkende årsag at jeg har plantet stiklingerne på skrå så knoldene antagelig dannes tættere på overfladen. Vi får se når vi graver dem op.

Knolddannelses”skud”

Pga. den kølige juli vil vi gerne have det bedste ud af slutningen af sæsonen. Derfor har jeg lagt fiberdug over bedet i dag. Fiberdugen hæver temperaturen nogle grader og det burde gøre en forskel. Den kommende uge er der lovet 16-21 grader og knolddannelsen sker over 20 grader, optimalt ved 25 grader. Dertil kommer at planterne jo har deres maksimale bladareal nu, så hvis temperaturen er rigtig kan de potentielt være meget produktive. Det er i hvert fald ideen.

Sød kartoffelbedet med fiberdug på.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *