Det er blevet tid til at høste de hvidløg vi satte i februar (se https://madoghaveliv.dk/saet-hvidloeg-i-koekkenhaven/). Sorten Vigor er af typen blødnakkede hvidløg som lægger sig ned når de er klar til at blive høstet. De kan godt tåle at stå en tid på pladsen, især hvis vejret er tørt, men det er selvfølgelig bedst at få dem taget op og tørret rigtigt.

Vigor hvidløg som er klar til høst

Vigor hvidløg som er klar til høst

Der var både store og lidt mindre løg i mellem, men alt i alt et ganske tilfredsstillende resultat når man også tænker på at hvidløgene ikke blev sat på det optimale tidspunkt (efteråret). Umiddelbart efter optagningen klipper vi rodnettet fra med saks og børster dem forsigtigt af uden at beskadige det yderste skind.

Alle de høstede hvidløg

Alle de høstede hvidløg

 

Derefter fletter vi hvidløgsranker. Som det ses i videoen herunder, er det ret simpelt at flette hvidløg: Kan man lave en fransk fletning, kan man også flette en hvidløgsranke.

Start med tre løg og flet dem et par gange. Herefter lægges et hvidløg til fletningen, og der flettes igen et par gange inden det næste løg lægges til. Jeg foretrækker at lægge alle løgene til i den samme side, men man kan også flette løg ind på begge sider. Når man synes at ranken er blevet lang nok (eller man ikke har flere hvidløg), fortsætter man med at flette toppene 15-25 cm. Fletningen kan afslutte på to måder: Enten ved at slå knude på selve fletningen eller ved at vikle et stykke af en løgtop rundt om fletningen. Herefter hænges hvidløgene til tørre inden de gemmes til vinterens simremad i spisekammeret.

Løgplante

Sikken et forår det har været. Tørt og med en temperatur der har hoppet op og ned. Vores tidlige kartofler har fået toppen svedet af nattefrosten, men kommer nu stærkt igen. Værre er det med de tidlige jordbær hvor en sort plet midt i de fleste blomster vidner om frosten kommer til at koste på udbyttet her. Vi har heldigvis også senere sorter.

Frostskadede jordbærblomster

Jordbærblomster med frostskade

Vi har holdt igen med at så og udplante de mest varmekrævende afgrøder i køkkenhaven pga. de ustabile temperaturer og vi har også været forsigtige med at så små frø som dårligt tåler udtørring. En af undtagelserne er salat, som ikke kan spire når jorden bliver for varm. Her har vi sået og vandet.

Det er nu ikke kun derfor bloggen har være lidt stille her i foråret. Vi har nemlig også haft familieforøgelse. Nu skal der imidlertid til at ske noget i haven og så kommer der også gang i bloggen igen.

Løgplante

Løgplante til udplantning

I dag har jeg udplantet løg. Det er jo let og effektivt at købe en pose stikløg, men vi synes altså det er sjovere at dyrke dem fra frø. Udvalget af sorter er også større på den måde. Vi forspirer løg indendørs i slutningen af marts på samme måde som man gør med porer. Dvs. at de sås ret tæt i en bakke jord med 3-5 mm jord over. Et par dage inden udplantningen sættes bakken udendørs et sted hvor de ikke bliver udsat for direkte sol midt på dagen.

Ved udplantningen listes de enkelte løgplanter forsigtigt ud af jordklumpen med så meget rod som muligt og plantes med en håndsbredde i mellem. Til slut vandes godt, for de har ikke meget rod i udgangspunktet.

Udplantning af løg

Udplantning af løg

Hvidløgene som blev sat i februar https://madoghaveliv.dk/saet-hvidloeg-i-koekkenhaven/ kommer fint og bagved kan man lige se de forårsløg som blev sået i august https://madoghaveliv.dk/saa-i-august/.

Hvidløg og forårsløg

Hvidløg og forårsløg